8 Tag

8.1 Definition

Taget består af en række komponenter, som tilsammen sikrer tæthed mod regn, vind og fugttransport, og som reducerer varmetab opad. Dette afsnit omhandler hele tagkonstruktionen, dvs. fra indvendig loftsbeklædning til tagdækningen udvendig.

Tagets statiske forhold er ikke beskrevet – i stedet henvises til SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015).

For sammenbyggede enfamiliehuse gælder særlige forhold til opfyldelse af krav til lydisolering og sikring mod brandspredning via tagkonstruktionen, se for eksempel i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion, 4.2 Typer af boligadskillende vægge (de Place Hansen et al., 2015).

8.2 Valg af tagudformning

Tage udføres oftest som traditionelle sadeltage, dvs. med tosidigt fald. Tage kan også have andre udformninger, fx med ensidig hældning, buet eller pyramideformet. Taghældningen for småhuse kan variere fra næsten helt fladt (hældning minimum 1:40 (1,5°), jf. (Vejl. BR15, kap. 4.5, stk. 4) til normalt højst 45°. Tage med hældning under 10° betegnes ’flade tage’, mens tage med større hældning betegnes ’rejste tage’.

Ved valg af tag, er der en række forhold, der skal tages stilling til:

Tagets form og hældning bestemmes normalt af æstetiske ønsker eller lokalplanbestemmelser samt typen af tagdækning.
Koldt eller varmt tag. I kolde tage ligger varmeisoleringen, så dele af den bærende konstruktion ligger koldt om vinteren. Kolde tage er normalt ventilerede, men kan også være uventilerede, fx nogle paralleltagskonstruktioner. I småhuse anvendes normalt kolde, ventilerede tage. I varme tage er varmeisoleringen placeret over tagets bærende dele, så disse ligger varmt om vinteren. Varme tage er uventilerede.
Ventilationsforhold. I ventilerede tagkonstruktioner fjernes fugtig luft indefra ved en ventilationsspalte mellem undertag og varmeisolering via åbninger i tagkonstruktionen ved tagfod og kip. Forhold omkring ventilation af tagkonstruktionen beskrives nærmere ved de enkelte eksempler, se afsnit 8.3, Eksempler på tage.
Typen af tagdækning. Banevarer (kontinuerte tagdækninger) med svejsede eller klæbede samlinger er vandtætte og kan derfor bruges ved meget lave hældninger. Tagsten, bølgeplader og skifer er ikke vandtætte, da vand kan trænge gennem samlingerne. De kan derfor kun anvendes ved større hældninger. For at sikre en tæt konstruktion kombineres tagsten, skifer m.m. normalt med et undertag.
Valg af undertag sker på baggrund af husets beliggenhed, tagets hældning, tagdækningen og detaljer, fx gennemføringer, kviste og skorstene. Undertage findes som diffusionsåbne og diffusionstætte. I et uventileret tag skal undertaget være diffusionsåbent, da der ellers vil ophobes fugt under undertaget. I ventilerede tagkonstruktioner kan der anvendes både diffusionsåbne og diffusionstætte undertage. Vedrørende valg af undertag henvises til for eksempel dampspærre- og undertagsklassifikationsordningen DUKO (www.duko.dk) og Træ 67, Undertage (Træinformation, 2013a). Ved anvendelse af undertag skal der altid ventileres mellem undertag og tagdækning, uanset om konstruktionen i øvrigt er ventileret eller ej, og om undertaget er diffusionstæt eller ej.

Valgene er afhængige af hinanden. Har man for eksempel valgt en specifik tagform og hældning, er der restriktioner på nogle af de efterfølgende valg. Eksempelvis er der forskellige nedre grænser for, hvilke taghældninger tagsten af tegl kan anvendes i forhold til tagsten af beton, ligesom de forskellige producenter kan have forskellige grænser for taghældningen.

I denne anvisning er kun medtaget tagtyper, der er sædvanlige for småhuse. En mere udførlig beskrivelse af forskellige mulige tagopbygninger, herunder omvendte tage, duotage, grønne tage og tagterrasser findes for eksempel i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013).

8.3 Eksempler på tage

Ventilerede tagkonstruktioner har i mange år været anset for at være den mest fugtsikre løsning. I ventilerede konstruktioner fjernes fugt, der er trængt ind i tagkonstruktionen ved ventilation mellem undertag og varmeisolering.

I dag har skærpede krav til varmetab betydet, at tykkelsen på varmeisoleringen ofte er større end den højde, som spæret skal have af statiske årsager. I for eksempel paralleltage kan spærhøjden reduceres ved at anvende en uventileret tagkonstruktion, hvorved der spares på træforbruget til spær. En uventileret tagkonstruktion forudsætter, at fugten, der trænger ind i tagkonstruktionen indefra, kan fjernes ved diffusion i stedet for ved ventilation, derfor skal der anvendes et diffusionsåbent undertag.

Da mange tagdækninger, fx tagsten og skifer, i varierende omfang tillader vand at trænge gennem tagdækningen, er der behov for en ekstra tætning. I dag anvendes normalt undertage til sikring af indtrængning af vand udefra. Undertage findes i forskellige typer, fx faste plader eller banevarer, og som diffusionstætte og diffusionsåbne.

Ventilationen af forskellige tagformer er vist på figur 46.

Figur 46 viser, at der skal ventileres mellem undertag og tagdækning, hvis man anvender undertag.

Figur 46. Anvendes der undertag, skal der ventileres mellem undertag og tagdækning. Størrelsen af ventilationen afhænger af tagdækningen. Ved diffusionstætte undertage skal der desuden være ventilation mellem undertag og varmeisolering. Hvordan ventilationen sikres, afhænger af tagets og loftets udformning (Brandt, 2013):

Uudnyttede tagrum med gitterspær udluftes mest effektivt ved ventilation mellem tagfod og kip. I småhuse med længde mindre end 16 meter kan ventilationsåbning ved kip erstattes af eller suppleres med ventilationsåbning øverst på gavlene.
Ventilation fra tagfod til tagfod må kun ske, når taghældningen er under 10°, og husbredde højst er 16 meter.
Ved paralleltage sker udluftning mellem tagfod og kip.
Ved hanebåndstage sker ventilation fra tagfod til kip, men ventilationen ved kip vil ved korte bygninger (under 16 meter) kunne erstattes af eller suppleres med ventilation øverst på gavlene.
Ved diffusionsåbne undertage skal der i åbne tagrum, spidslofter og større skunkrum (gulvflade bredere end 1 meter) etableres en beskeden ventilation, fx med ventilationsstudse anbragt i undertaget øverst og nederst i hvert andet spærfag, fordi drivtrykket, som styrer diffusionen, er ringe i disse områder.

8.3.1 Ventilerede tage

I ventilerede tage opnås en tilstrækkelig ventilation mellem undertag og varmeisolering ved at vælge ventilationsåbninger, som det fremgår af tabel 12. Højden af ventilationsspalten i en paralleltagskonstruktion skal være mindst 45 mm for faste undertage, dvs. undertage på underlag af brædder eller krydsfiner, og mindst 70 mm (projekteret højde) for undertage af banevarer eller fleksible plader, idet disse vil hænge mellem spærene.

For at sikre den fornødne størrelse af ventilationsspalten skal der ved projekteringen tages hensyn til, at for eksempel plader eller ruller af mineraluldsisolering leveres med en tolerance på tykkelsen (tykkelsesklasse T1-T5), som betyder at hvert lag varmeisolering i praksis kan have en overhøjde på op til 15 mm i forhold til den deklarerede tykkelse. Ved projekteringen af spærhøjden kan der tages hensyn til denne overhøjde, eller varmeisoleringen kan fastholdes, fx med 2 mm ståltråd pr. 300 mm (Byg-Erfa, 2015b).

Tabel 12. Nødvendig størrelse af ventilationsåbninger eller antal studse pr. spærfag i undertage ved tage på bygninger med en husdybde (bredde) på op til 16 meter. Tabellen gælder for spærafstande op til 1,2 meter. Tallene er angivet som nettoarealer. Hvis der anvendes spalter eller studse med insektnet skal ventilationsåbningernes areal normalt fordobles. Leverandøren af studsen/insektnettet skal opgive, hvor meget nettet reducerer gennemstrømningen, hvis den giver en nedsættelse af strømningen til mindre end det halve af, hvad der er i en åbning/studs uden net. Der skal altid være ventilationsåbninger ved tagfod. Ved lave taghældninger, dvs. ≤ 10° hældning, bør ventilation ved kip undgås, for at undgå undertryk i tagkonstruktionen. (Brandt, 2013).

	Husdybde	Åbning ved hver tagfod	Studse	Spalte
	Husdybde	Åbning ved hver tagfod	Samlet åbning i kip
Tagtype	m	Bredde i mm	cm²	Bredde i mm
Sadeltag ≥ 10° hældning	≤ 16	15	100	10
Pulttag eller tag mod væg	≤ 8	15	50	10
≥ 10° hældning	≤ 16	15	100	10
Fladt tag ≤ 10° hældning	≤ 16	15	Ingen åbninger ved kip

For tagformer, der ikke dækkes af tabel 12, anvendes det tidligere almindelige ventilationskrav om, at ventilationsåbningernes samlede størrelse skal svare til 1/500 af det bebyggede areal. Hvordan ventilationen tilvejebringes, må tilpasses det enkelte byggeri.

Eksempler på ventilation af tage med diffusionstæt tagdækning, fx tagpap eller tagfolie, ses på figur 47.

Generelt skal der etableres forhindringer for at undgå, at fygesne kan trænge ind i ventilationsspalten. Det kan for eksempel ske ved at have hulrum under et udhæng, herved nedsættes farten på fygesneen, så den ikke trækkes med ind i ventilationsspalten, men aflejres på udhængsbrædderne. Risikoen reduceres yderligere ved at etablere snefang ved ventilationsåbningerne. Anvendes snefangsbånd/insektnet skal der regnes med, at ventilationsåbningens størrelse mindst skal fordobles.

Ved fladt tag med murkrone skal ventilationen ske gennem murkronen eller over murkronen via åbninger på murkronens yderside. Løsning med hætter eller åbninger på murkronens inderside er ikke mulig, da der vil være undertryk over et fladt tag og kun åbninger på den udvendige side vil resultere i den nødvendige ventilation.

Ventilation af disse tagtyper er detaljeret beskrevet i for eksempel TOR-anvisning nr. 30, Projektering af tage med tagpap og tagfolie (TOR, 2010).

Figur 47. Ventilationsprincip for ventilerede paralleltage med ensidig hældning og diffusionstæt tagdækning, fx tagpap eller tagfolie. I alle tilfælde vil skorstenseffekten yde et lille bidrag til at drive ventilationsluften (Brandt, 2013).

Ventilation over murkrone ved fladt tag. Alternativt kan ventilationen ske gennem murkronen.
Uhindret ventilation fra tagets bund til top.
Ventilation fra udhæng til ’fisk’ ved bygningsspring (kræver hældning over 10°). ’Fisk’ må højst placeres 500 mm fra tilstødende væg.
Ventilation fra udhæng til dobbelt inddækning ved bygningsspring.

Eksempel T 1: Ventileret tagkonstruktion

Figur 48a+b viser to eksempler på ventileret tag med tagsten og undertag

Figur 48. Eksempler på ventileret tag med tagsten og undertag. Den fugtige rumluft forhindres i at trænge op i tagkonstruktionen ved hjælp af en tæt dampspærre. Den fugt, der alligevel måtte trænge op nedefra eller føres ind med ventilationen under specielle vejrforhold, føres bort med ventilationen mellem varmeisolering og undertag. Se også Eksempel T 4: Tagfod.

Ventileret paralleltag
Ventileret, uudnyttet tagrum.

Tagdækning kan for eksempel være tagsten, men kan også være skifer, fibercementbaserede plader eller metalplader. Endelig kan der være tale om egentlige metalbelægninger af zink eller kobber. Af brandhensyn skal tagdækning være klassificeret som B_ROOF (t2) [klasse T tagdækning]. Dette er opfyldt for de nævnte tagdækninger. Der henvises til Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b). Tagdækningen kan være banevare, fx tagpap eller tagdug, hvis det er tilfældet, bortfalder efterfølgende punkter 2-4.
Ventilation mellem tagdækning og undertag. Hvis der er undertag, skal der etableres ventilation mellem tagdækning og undertag. Størrelsen af ventilationen afhænger af tagdækningen. Leverandørens anvisninger skal følges. For tegl er der typisk krav om en vis størrelse af ventilationsåbningen (fx 200 cm² pr. lbm) ved tagfod og kip.
Taglægter. Hvis tagdækningen ikke er en banevare, skal der oplægges taglægter. Normalt anvendes en lægtedimension på 38 × 73 mm. Dette gælder ved en spærafstand på op til 1000 mm, lægteafstand på højst 550 mm og tagdækning på højst 60 kg/m². Ved større spær- eller lægteafstand eller tungere tagdækninger kan det være nødvendigt med større lægtedimensioner (Træinformation, 2011).
Afstandslister. Der anvendes trykimprægnerede afstandslister med en minimumstykkelse på 25 mm.
Undertag kan være banevare, fleksible plader eller fast undertag, dvs. et trædefast underlag med pålagt banevare. Undertaget kan være diffusionsåbent eller diffusionstæt og skal afpasses efter tagdækning, taghældning, undertagets tilgængelighed, husets beliggenhed og tagets kompleksitet. Valg af undertag kan for eksempel ske i henhold til DUKO’s vejledninger (www.duko.dk).
Ventilation mellem undertag og varmeisolering. Tagkonstruktionen skal ventileres med ventilationsåbninger som anført i tabel 12 samt i figur 46-figur 47.
a) Ventilationsspaltens højde skal være mindst 45 mm ved faste undertage og mindst 70 mm ved undertag af banevare. Nogle isoleringsmaterialer leveres med en overhøjde på op til 15 mm pr. lag, hvilket der skal tages hensyn til ved projektering af ventilationsspalten.
a + b) Anvendes der net mod fygesne, insekter eller lignende, skal ventilationsåbningernes størrelse mindst fordobles.
b) Hvis der anvendes diffusionsåbne undertage i åbne tagrum, spidslofter og større skunkrum (gulvflade bredere end 1 meter) etableres en beskeden ventilation, fx med ventilationsstudse anbragt i undertaget øverst og nederst i hvert andet spærfag.
Varmeisolering. Tykkelsen på varmeisoleringslaget fastlægges på bagrund af energiberegningen og materialets varmeledningsevne (λ-værdi). Ved konstruktioner mod uudnyttelige tagrum, kan de nederste mindst 50 mm af varmeisoleringen udføres af mindst materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale]. Den øvrige del af varmeisoleringen kan under visse betingelser, fx hvis isoleringen er inddækket de yderste 300 mm ved tagfod, udføres af isoleringsmaterialer, der brandmæssigt er ringere end materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale], der henvises til Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).
Spær er normalt af træ, men kan også være af stål. Dimensionen bestemmes ved statiske beregninger, men geometriske forhold som følge af krav til varmeisoleringens tykkelse kan også være dimensionsgivende.
Dampspærren er normalt en banevare. Det skal sikres, at dampspærren har tætte samlinger og er tilsluttet tæt til omgivende bygningsdele. Der skal være indbyggede bevægelsesmuligheder, så evt. bevægelser i underlaget ikke river dampspærren itu. Samlinger skal klæbes og udføres over fast underlag, se figur 41. Dampspærren fastholdes, fx til spær eller forskallingsbrædder, med klammer, som anbringes på lige linje i forlængelse af hinanden med ca. 100 mm afstand. Det kan dog være nødvendigt at fastholde dampspærren med brædder, da klammer ikke altid kan holde for pres fra isoleringen. Dampspærren bør have en Z-værdi på mindst 50 GPa s m²/kg, med mindre det, fx ved beregning, kan eftervises, at en mindre værdi er forsvarlig. Dampspærren kan med fordel placeres tilbagetrukket, så den ligger beskyttet mod perforering, og så installationer, fx el, kan trækkes, uden at dampspærren gennembrydes.
Loftet består normalt af et eller to lag gipsplader opsat med forskudte samlinger eller træbeklædning. Af brandhensyn skal loftet mindst være klassificeret som beklædning klasse K₁ 10 D-s2,d2 [klasse 2 beklædning], se tabel 10. Hvis der er installationer i tagrummet, skal de frostsikres og kunne inspiceres, fx via en loftlem. Lemmen skal være luft- og damptæt. Tilsvarende er der krav til lemmens varmeisoleringsevne (U-værdi ≤ 1,80) (BR15, kap. 7.6).

8.3.2 Uventilerede tage

I uventilerede tagkonstruktioner med ventileret tagdækning, fx teglsten, fjernes fugt indefra ved diffusion gennem undertaget.

Hvis undertaget udføres af banevare, skal der tages hensyn til, at for eksempel plader eller ruller af mineraluldsisolering leveres med en tolerance på tykkelsen (tykkelsesklasse T1-T5), som betyder at hvert lag varmeisolering kan have en overhøjde på op til 15 mm i forhold til den deklarerede tykkelse. Ved projekteringen af spærhøjden kan der tages hensyn til denne overhøjde, eller varmeisoleringen kan fastholdes, fx med 2 mm ståltråd pr. 300 mm (Byg-Erfa, 2015b). Derved undgås, at undertaget buer opad mellem spærene, så eventuelt vand på undertaget kan løbe ind ved samlinger over spærene.

Ved tagrum, spidslofter og større skunkrum (bredde ved gulv > 1 m) med diffusionsåbent undertag skal der ikke kun ventileres mellem tagdækning og undertag, der skal også ventileres på undersiden af undertaget, dog i mindre grad, fx gennem ventilationsstudse eller spalter i hvert andet spærfag (Brandt, 2013).

Fugtadaptiv dampspærre

I uventilerede tage med uventileret tagdækning, fx tagpap, kan der anvendes en fugtadaptiv dampspærre, som om sommeren tillader fugten at slippe ud af tagkonstruktionen gennem loftet. Fugtadaptive dampspærrer er betegnelsen for specialfolier, hvor diffusionsmodstanden afhænger af omgivelsernes relative luftfugtighed (RF). Fugtadaptive dampspærrer har normalt en høj diffusionsmodstand ved lav RF, hvor de fungerer som en almindelig dampspærre. Ved høj RF har de derimod en lav diffusionsmodstand, dvs. at de ikke længere fungerer som dampspærrer, men derimod tillader fugt at passere. Dette sker i sommerperioden, hvor solens opvarmning af taget presser fugt ned mod dampspærren. Imidlertid anses løsningen for at være mindre fugtsikker, og derfor bør løsningen ikke anvendes i fugtbelastningsklasse 3, dvs. rækkehuse.

Afhængigt af de enkelte produkter kan der være en række krav, der skal være opfyldt for at anvende en given fugtadaptiv dampspærre. Derfor er det meget vigtigt, at leverandørens anvendelsesbetingelser for, hvor den fugtadaptive dampspærre kan anvendes, dvs. anvendelsesområder og brugsbetingelser, følges nøje. Især er det vigtigt, at taget ikke ligger i permanent skygge, fx nordvendte sider af rejste tage, skyggeområder fra murkroner m.m. Se for eksempel Uventilerede paralleltage med dampbremse af Hygrodiode (Byg-Erfa, 2005a), selv om dette blad omhandler en specifik fugtadaptiv dampspærre, gælder mange af betragtningerne generelt.

Dampspærren bør i tør tilstand have en Z-værdi på mindst 50 GPa s m²/kg, med mindre det, fx ved beregning, kan eftervises, at en mindre værdi er forsvarlig.

Eksempel T 2: Uventileret tagkonstruktion med ventileret tagdækning.

Figur 49. Eksempel på uventileret tagkonstruktion med ventileret tagdækning af tagsten. Dampspærren forhindrer fugtig rumluft i at trænge op i tagkonstruktionen. Den fugt, der alligevel måtte trænge op nedefra, føres bort med ventilationen af tagdækningen forudsat, at undertaget er diffusionsåbent.

Tagdækningen kan for eksempel være tagsten, men kan også være skifer, fibercementbaserede plader eller metalplader. Af brandhensyn skal tagdækning være klassificeret som B_ROOF (t2) [klasse T tagdækning]. Dette er opfyldt for de nævnte tagdækninger. Der henvises til Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b). Tagdækningen kan være banevare, fx tagpap eller tagdug, hvis det er tilfældet, bortfalder efterfølgende punkter 2-4.
Ventilation mellem tagdækning og undertag. Hvis der er undertag skal der etableres ventilation mellem tagdækning og undertag. Størrelsen af ventilationen afhænger af tagdækningen. Leverandørens anvisninger skal følges. For tegl er der typisk krav om en vis størrelse af ventilationsåbningen (fx 200 cm² pr. lbm) ved tagfod og kip.
Taglægter. Normalt anvendes en lægtedimension på 38 × 73 mm. Dette gælder ved en spærafstand på op til 1000 mm, lægteafstand på højst 550 mm og tagdækning på højst 60 kg/m². Ved mindre spærafstand og/eller lettere tagdækninger kan der anvendes mindre lægtedimensioner (Træinformation, 2011).
Afstandslister. Der anvendes trykimprægnerede afstandslister, med en minimumstykkelse på 25 mm.
Undertag kan være banevare, fleksible plader eller fast undertag, dvs. et trædefast underlag med pålagt banevare. Undertaget skal være diffusionsåbent og i øvrigt afpasses efter tagdækning, taghældning, husets beliggenhed og tagets kompleksitet. Valg af undertag kan for eksempel ske i henhold til DUKO’s vejledninger (www.duko.dk). Hvis løsningen anvendes i kombination med åbne tagrum, spidslofter og større skunkrum (gulvflade bredere end 1 m) etableres en beskeden ventilation, fx med ventilationsstudse anbragt i undertaget øverst og nederst i hvert andet spærfag.
Varmeisolering. Tykkelsen på varmeisoleringen fastlægges på baggrund af energiberegningen og materialets varmeledningsevne (λ -værdi). Ved konstruktioner mod uudnyttelige tagrum, kan de nederste mindst 50 mm af varmeisoleringen udføres af mindst materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale]. Den øvrige del af varmeisoleringen kan under visse betingelser, fx hvis isoleringen er inddækket, udføres af isoleringsmaterialer, der brandmæssigt er ringere end materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale], der henvises til Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).
Spær er normalt af træ, men kan også være af stål. Dimensionen bestemmes ved statiske beregninger, men geometriske forhold som følge af krav til varmeisolering kan også være dimensionsgivende. Hvis undertaget udføres af banevare, skal isoleringen fastholdes, eller spær projekteres med en højde, der tager hensyn til, at nogle varmeisoleringsmaterialer kan have en overhøjde på op til 15 mm, for at undgå, at undertaget buer opad mellem spærene, så eventuelt vand på undertaget kan løbe ind ved samlinger over spærene (Byg-Erfa, 2015b).
Dampspærren er normalt en banevare. Det skal sikres, at dampspærren har tætte samlinger og er tilsluttet tæt til omgivende bygningsdele. Der skal være indbyggede bevægelsesmuligheder, så evt. bevægelser i underlaget ikke river dampspærren itu. Samlinger skal klæbes og udføres over fast underlag, se figur 41. Dampspærren fastholdes, fx til spær eller forskallingsbrædder, med klammer, som anbringes på lige linje i forlængelse af hinanden med ca. 100 mm afstand. Det kan dog være nødvendigt at fastholde dampspærren med brædder, da klammer ikke altid kan holde for pres fra isoleringen. Dampspærren bør have en Z-værdi på mindst 50 GPa s m²/kg, med mindre det, fx ved beregning, kan eftervises at en mindre værdi er forsvarlig. Dampspærren kan med fordel placeres tilbagetrukket, så den ligger beskyttet mod perforering, og så installationer, fx el, kan trækkes uden, at dampspærren gennembrydes.
Loftet består normalt af et eller to lag gipsplader opsat med forskudte samlinger eller træbeklædning. Af brandhensyn skal loftet mindst være klassificeret som beklædning klasse K₁ 10 D-s2,d2 [klasse 2 beklædning], se tabel 10.

Eksempel T 3: Uventileret tag med fugtadaptiv dampspærre

Figur 50. Eksempel på uventileret tagkonstruktion med fugtadaptiv dampspærre. Fugtig rumluft, der trænger op i tagkonstruktionen om vinteren, fjernes ved, at solen om sommeren opvarmer tagdækningen, så fugten transporteres ned til dampspærren, hvorfra den kan diffundere ned i det beboede rum.

Tagdækningen er normalt en banevare, der er vandtæt, fx tagpap, EPDM-dug eller lignende. Af brandhensyn skal tagdækningen være klassificeret som B_ROOF (t2) [klasse T tagdækning]. For andre beklædningstyper, der ikke opfylder brandkravene, gælder andre afstandskrav til andre bygninger. Der henvises til
Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b),
Bærelag for tagdækning er brædder eller træbaserede plader.
Varmeisolering. Mængden af varmeisolering bestemmes af energiberegningen og materialets varmeledningsevne (λ-værdi). Isoleringsmaterialer, der ikke er mindst materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale], kan kun anvendes under visse betingelser, der henvises til Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b). Varmeisoleringen skal fylde hele hulrummet mellem dampspærre og bærelag.
Spær er normalt af træ, men kan også være af stål. Dimensionen bestemmes ved statiske beregninger, men geometriske forhold som følge af krav til varmeisolering kan også være dimensionsgivende.
Fugtadaptiv dampspærre er en banevare. Det er meget vigtigt, nøje at følge leverandørens anvendelsesbetingelser for, hvor den fugtadaptive dampspærre kan anvendes, dvs. anvendelsesområder og brugsbetingelser. Især er det vigtigt, at taget ikke ligger i permanent skygge, fx nordvendte sider af rejste tage, skyggeområder fra murkroner m.m. Det skal sikres, at dampspærren har tætte samlinger og er tilsluttet tæt til omgivende bygningsdele. Der skal være indbyggede bevægelsesmuligheder, så eventuelle bevægelser i underlaget ikke river dampspærren itu. Samlinger skal klæbes og udføres over fast underlag, se figur 11. Dampspærren fastholdes, fx til spær eller forskallingsbrædder, med klammer, som anbringes på lige linje i forlængelse af hinanden med ca. 100 mm afstand, se figur 41. Det kan dog være nødvendigt at fastholde dampspærren med brædder, da klammer ikke altid kan holde for pres fra isoleringen. Dampspærren bør i tør tilstand have en Z-værdi på mindst 50 GPa s m²/kg, med mindre det, fx ved beregning, kan eftervises, at en mindre værdi er forsvarlig. Dampspærren kan med fordel placeres tilbagetrukket, så den ligger beskyttet mod perforering, og så installationer, fx el, kan trækkes uden, at dampspærren gennembrydes.
Loftet består normalt af et eller to lag gipsplader opsat med forskudte samlinger eller træbeklædning. Af brandhensyn skal loftet mindst være klassificeret som beklædning klasse K₁ 10 D-s2,d2 [klasse 2 beklædning], se tabel 10. For at kunne udnytte dampspærrens fugtadaptive egenskaber bør overfladebehandlingen være diffusionsåben.

8.4 Tagdetaljer

Ved detaljer i taget, fx sammenskæringer, grater, kel, gennemføringer og kviste, er der erfaringsmæssigt større risiko for, at der kan opstå byggeskader, fx utætheder og fugtskader, forringet vandafledning og/eller nedsat varmeisoleringsevne. Disse områder kræver derfor særlig omhyggelighed ved projektering og udførelse.

8.4.1 Tagfod og kip

I ventilerede tagkonstruktioner skal det ved tagfod og kip sikres, at:

Ventilationsåbninger er tilstrækkeligt store
Slagregn og fygesne hindres i at trænge ind via ventilationsspalten
Fugle og insekter hindres i at trænge ind via ventilationsspalten
Undertaget afvandes mod tagrende
Brandspredning via ventilationsspalter forhindres.

I det følgende er der vist eksempler på, hvordan disse funktioner sikres. Eksemplerne viser ventilerede tagkonstruktioner, men kan også anvendes på tilsvarende måde for uventilerede tagkonstruktioner.

Eksempel T 4: Tagfod

Figur 51. Eksempel på tagfodsdetalje ved ventileret tagkonstruktion med ventileret belægning.

Fodblik sikrer afvanding fra undertag til tagrende
Fuglegitter (ventilationsrist) sikrer, at der er tilstrækkelig ventilation af bagsiden af tegltagsten og sikrer samtidig mod, at fugle trænger ind i konstruktionen.
Hulrum over udhængsbrædder. Hvis ventilation sker via hulrum over udhængsbrædder, vil hastigheden på fygesne blive reduceret, så størstedelen af sneen aflejres på udhængsbrædderne i stedet for at blive ført ind i konstruktionen.
Snefangsrør/insektnet sikrer mod indtrængning af insekter, fugle og fygesne. Hvis insektnettet anbringes i ventilationsåbningen, skal åbningens størrelse mindst fordobles for at sikre tilstrækkelig ventilation.
Ventilationsspalte skal sikre ventilation af taget, hvilket normalt vil kunne opnås med en ventilationsspalte på 30 mm. Ventilationsbehovet vil dog uden snefangsrør/insektnet normalt kunne efterkommes, med en åbning på 15 mm, se tabel 12. For sammenbyggede enfamiliehuse og hvis varmeisoleringen er ringere end materiale klasse D-s2,d2, kan krav om sikring mod brandspredning opfyldes ved, at ventilationsspaltens højde er maks. 30 mm og mindst 300 mm lang.
Vindplade. Vindspærrepladen skal sluttes lufttæt til formuren i facaden, så der ikke blæser kold luft ind på den varme side af isoleringen. Som sikring mod brandspredning bør de to plader, der danner ventilationsspalten mindst være af beklædningsklasse
K₁ 10 D-s2,d2 [klasse B beklædning], hvis varmeisoleringen ikke mindst er materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale]. Pladerne kan for eksempel være af konstruktionskrydsfiner (type EN 636-2).

Eksempel T 5: Kip ved ensidig taghældning

Figur 52. Eksempel på udformning af kip ved ventileret tagkonstruktion med tagsten udført med ensidig hældning.

Ventilationsspalte mellem undertag og varmeisolering sikrer ventilationen. Spalten skal være mindst 45 mm ved faste undertage og mindst 70 mm med undertage af banevarer.
Ventilationsstudse i undertaget anvendes for at opnå ventilation ved kip. Størrelse af studse vælges i henhold til tabel 12
Ventilationsåbning i tagdækning. For at sikre at fugt, der trænger ud gennem ventilationsstudsene kan fjernes, etableres tudsten, hætter, ’fisk’ eller lignende afhængig af tagdækningen.

Eksempel T 6: Ventileret kip

Figur 53. Eksempel på ventilation i kip. Ved at lave ventilationsåbninger i kippen kan tagkonstruktionen ventileres fra tagfod til kip. Det skal sikres, at vand, fygesne, insekter og fugle ikke trænger ind i tagkonstruktionen gennem ventilationen i kip.

Ventilationsspalte mellem undertag og varmeisolering sikrer ventilationen af taget. Spalten skal være mindst 45 mm ved faste undertage og mindst 70 mm med undertage af banevarer.
Ventilationsstudse i undertaget anvendes for at opnå ventilation ved kip. Størrelse af studse vælges i henhold til tabel 12.
Ventileret gratbånd sikrer både ventilationen til det fri og forhindrer fugle og insekter i at trænge ind i tagkonstruktionen.

8.4.2 Gennemføringer

Almindeligvis vil der være afbrydelser eller gennemføringer i tagkonstruktionen, fx kviste, aftrækskanaler eller ovenlysvinduer.

Ventilationsforhold

Ved større gennemføringer, fx ovenlys og murede skorstene, skal ventilationen sikres, fx ved at placere ventilationsstudse evt. i kombination med tudsten eller ’fisk’ både over og under gennemføringen.

Inddækninger

Hvor der er gennemføringer er det nødvendigt at lave inddækninger, som er tilstrækkelig høje til, at vand ikke presses ind. Inddækningshøjde på 100 mm vil normalt være tilstrækkelig, hvis taghældningen er over 15°, og tagfaldet er væk fra eller parallelt med gennemføringen, ellers bør inddækningshøjden være mindst 150 mm. Ved større gennemføringer kan det være nødvendigt at etablere en såkaldt modfaldskile oven over gennemføringen, der sikrer, at vandet ledes uden om. I givet fald skal der etableres fast underlag for tilslutning af undertaget, se figur 54.

Figur 54 viser ventilationsforholdomkring større gennemføring i tagfladen, fx skorstene eller ovenlysvinduer.

Figur 54. Ventilationsforhold omkring større gennemføring i tagfladen, fx skorstene eller ovenlysvinduer. Der etableres fast underlag for tilslutning af undertag, og der indsættes ventilationsstudse over og under gennemføringen, evt. suppleret med tudsten. Ved at etablere en modfaldskile ovenover gennemføringen ledes vand uden om gennemføringen. Der skal sikres tilstrækkelig højde på inddækningen, ved skrå tage normalt mindst 100 mm, dog afhængigt af tagets hældning og faldets retning (Brandt, 2013).

Ved mindre gennemføringer, fx aftrækskanaler, sikres tætheden mod tagdækningen med præfabrikerede ventilationshætter. Tætheden mod dampspærre og undertag kan opnås ved præfabrikerede manchetter over fast underlag for tilslutning ved henholdsvis dampspærre og undertag. For at lede vand fra undertaget uden om gennemføringen kan der monteres en afvandingsrende på fast underlag over gennemføringen. Aftrækskanaler skal kondensisoleres helt ned til isoleringslaget.

Figur 55 viser, at man kan anvende præfabrikerede ventilationshætter til at tætne omkring mindre gennemføringer.

Figur 55. Til tætning omkring mindre gennemføringer, fx aftrækskanaler, kan der for eksempel anvendes præfabrikerede ventilationshætter til tætning mod tag og præfabrikerede manchetter mod et fast underlag for tilslutning af både dampspærre og undertag.

8.4.3 Skotrende

Skotrenden er betegnelsen for samlingen mellem to skrå tagflader i et indadgående hjørne. Skotrender udføres normalt med et fast underlag, fx krydsfiner, som er beklædt med for eksempel zink, aluminium, tagpap eller tagdug. Det kan også være præfabrikerede kompositløsninger tilpasset tagdækningssystemet. Underlaget for skotrenden skal være mindst 450 mm bredt til hver side for rendens bund. Hvis der anvendes undertag, skal det føres mindst 150 mm ind over inddækningen. Hvor der anvendes undertag, bør skotrender være forsænkede, så oversiden af det faste underlag flugter med oversiden af spær, se figur 56.

Ved ventilerede tagkonstruktioner, skal det sikres, at skotrenden ikke forhindrer ventilationen, fx vil det normalt være nødvendigt at etablere ventilationsstudse i undertaget mellem stikspærene.

Figur 56. Eksempel på udformning af skotrende i ventileret tag med ventileret tagdækning. Det faste underlag er forsænket i forhold til stikspærene, så oversiden af underlaget flugter med oversiden af spær. Se også figur 51 vedrørende udformning af tagfod.

8.4.4 Kviste

Kviste er komplicerede, og derfor bør der omkring kviste anvendes fast undertag ved samling med undertag.

Der findes mange forskellige kvistformer, og kviste udføres i mange forskellige materialer. Tagdækningen på kvisten kan variere fra resten af husets tag, og udvalget af beklædninger til flunkerne er betydeligt. I nogle tilfælde består flunkerne stort set kun af vinduer. Kviste udføres ofte som præfabrikerede bygningselementer.

Et princip for hvordan kviste kan ventileres og sammenbygges med taget fremgår af figur 57, hvor afvanding sker via siderende og ventilation af flunke direkte udefra. Et andet princip er, at inddækningen fra flunken føres ud over tagdækningen og flunken ventileres via undersiden af tagdækningen.

Yderligere beskrivelser kan for eksempel findes på www.godetage.dk samt Zinkbeklædte kviste (BYG-ERFA, 2008).

Figur 57. Eksempel på opbygning af zinkbeklædt kvist med ventileret tagrum på ventileret tagkonstruktion, hvor afvanding mod tag sker via siderende. Der skal sikres ventilation af både flunker og tag. Ventilation af kvistens tag afhænger af tagets form og hældning, se tabel 12. Over og under kvist indsættes ventilationsstudse i undertaget, se figur 54.

8.4.5 Skunkrum og spidsloft – varme og kolde

I boliger med hanebåndspær og udnyttet tagetage er der normalt et skunkrum ved tagfoden, som enten kan være varmt, dvs. varmeisoleringen følger taget, eller koldt, dvs. varmisoleringen følger den indvendige, lodrette (skunk)væg.

Eksempel SR 1: Varm skunk

Hvis varmeisoleringen følger taget, vil skunkrummet være varmt. Det betyder, at eventuelle installationer, der bliver ført i skunkrummet, ligger frostfrit. Skunkvæggen kan i så fald udføres som en skeletvæg med indvendig beklædning, fx to lag gips. Der skal ikke etableres dampspærre i skunkvæggen, og der er ikke behov for, at lem til skunkrum slutter tæt, da skunkvæggen ikke er en del af klimaskærmen.

Derimod er det væsentligt, at varmeisoleringen langs taget føres helt ud i hjørnet ved tagfoden, og at dampspærren fra taget slutter tæt ved tagfoden og forbindes tæt til ydervæggens dampspærre.

Hvis der er installationer i skunkrummet, bør de kunne inspiceres, fx via en skunklem.

Hvis skråvæggens beklædning ikke er ført til tagfod i skunkrummet, skal den lodrette skunkvæg brandsikres, fx med en beklædning klasse K₁ 10 D-s2,d2 [klasse 2 beklædning] med mindst 50 mm isolering af mindst materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale] (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).

Figur 58. Eksempel på opbygning af ventileret hanebåndstag med varmt skunkrum. Varmeisoleringen følger tagets hældning helt ud til ydervæggens varmeisolering. Dampspærren i taget forbindes til dampspærren i loftet via et lodret skot mellem etagedækkets spær/bjælker, se også figur 60.

Eksempel SR 2: Kold skunk og spidsloft

Hvis varmeisoleringen følger etageadskillelsen og den lodrette skunkvæg, er der tale om en kold skunk, da skunkrummet ventileres via tagfoden. Det betyder, at eventuelle installationer, der lægges i skunkrummet, ikke ligger frostfrit. Det er derfor nødvendigt med foranstaltninger til at undgå frostskader, fx at varmeisolere vandførende rør.

Ved uventileret tag med diffusionsåbent undertag skal der i spidsloft og skunkrum med gulvflade bredere end 1 meter etableres en beskeden ventilation, fx med ventilationsstudse anbragt i undertaget øverst og nederst i hvert andet spærfag, fordi drivtrykket, som styrer diffusionen, er ringe i disse områder (Brandt, 2013).

Hvis der er installationer i skunkrum eller spidsloft, bør de kunne inspiceres, fx via en skunklem og loftlem. Lemmene er en del af klimaskærmens tæthedsplan og skal derfor være tætte både over for luft og vanddamp. Tilsvarende er der krav til lemmenes varmeisoleringsevne (U-værdi ≤ 1,80 W/m²K) (BR15, kap. 7.6).

Figur 59a+b viser eksempel på opbygning af ventileret tag med koldt skunkrum og spidsloft.

Figur 59. Eksempel på opbygning af ventileret tag med koldt skunkrum og spidsloft.

Mod spidsloftet føres dampspærren langs hanebåndsbjælkerne. Vandrette baner af dampspærrefolie samles mod fast underlag, fx krydsfinerplader, se figur 11. Lodrette samlinger og fastgørelse kan ske mod spær, se figur 41.
I tag med koldt skunkrum placeres et skot mellem spær/bjælker i etagedækket, der slutter tæt til spær. Den vandrette og den lodrette dampspærre samles tæt over skottet, se også figur 60.

Figur 60.ksempel på samling af dampspærrefolie ved opbygning af hanebåndstag med koldt skunkrum.

Figur 60. Eksempel på samling af dampspærrefolie ved opbygning af hanebåndstag med koldt skunkrum. Mellem spær/bjælker i etagedækket placeres skot, der slutter tæt til spær. Baner af den vandrette og den lodrette dampspærrefolie samles tæt over skottet.

8.4.6 Fugtdeformationer i paralleltage

I velisolerede paralleltage, hvor tagopbygningen principielt består af spær med for eksempel tagpap over, vil der om vinteren indstille sig meget forskellige fugtforhold mellem spærenes over- og underside. I toppen af spærene vil der være koldt og den relative luftfugtighed kan være høj, fx 90 % RF. Spærenes underside vil derimod befinde sig i et varm område, så den relative luftfugtighed kan være omkring 35 % RF. Bevægelsen er reversibel og går tilbage igen om sommeren.

Træ udvider sig med øget luftfugtighed. Selv om det for almindeligt konstruktionstræ i længderetningen kun er ca. 0,1 ‰ ved en ændring på 1 træfugtprocent betyder det, at oversiden af spærene bliver længere end undersiden. Som resultat heraf vil taget ’skyde ryg’ om vinteren. Ved almindelige småhuse kan dette blive op til ca. 1 cm. Det betyder, at hvor en tværgående indvendig væg møder paralleltaget, kan der komme en synlig spalte, hvis ikke der er lavet specielle forankringer, fleksible samlinger, eller spalten skjules bag skyggelister opsat på loftet.

Figur 61 viser, at paralleltage kan "skyde ryg" om vinteren.

Figur 61. Om vinteren kan paralleltage ’skyde ryg’. Fugtligevægten forskydes mod oversiden af spærene, og det betyder, at oversiden udvider sig, og den indvendige varme side trækker sig sammen, så hele konstruktionen bøjer opad. Bevægelsen går tilbage igen om sommeren I småhuse kan det betyde en udbøjning på ca. 1 cm. (Møller, 2012b).

8.5 Kontrol

Et velfungerende tag opnås kun, hvis det projekteres og udføres korrekt. Nedenstående forhold bør kontrolleres inden udførelse og under udførelse. Listerne er ikke udtømmende, men omfatter forhold, hvor svigt erfaringsmæssigt kan medføre væsentlige skader

8.5.1 Kontrol inden udførelse

Har taget den fornødne varmeisoleringsevne?
Kan den valgte tagdækning benyttes ved den aktuelle hældning?
Er der behov for undertag? Hvis ja er det så valgt efter DUKO’s retningslinjer?
Er eventuelle ventilationsåbninger i overensstemmelse med tabel 12?
Er eventuelle ventilationsspalter med korrekt højde (45 eller 70 mm)?
Er det sikret, at alle dele af taget er ventileret – ingen ’døde’ områder?
Er konstruktionen sikret mod indtrængning af slagregn, fygesne, fugle og insekter.
Er inddækningshøjder tiltrækkelige, dvs. typisk mindst 150 mm, afhængig af taghældningen
Er tagkonstruktionen sikret mod opfugtning af vanddamp, fx med effektiv/tæt dampspærre?
Hvis der er anvendt fugtadaptiv dampspærre, er bygningen så højst i fugtbelastningsklasse 2, og er leverandørens forudsætninger også opfyldt?
Er samlinger i konstruktionsdele, herunder dampspærre, udført tætte, fx klæbede samlinger over fast underlag?
Er detaljer ved tagfod, kip, skunk, gennemføringer, ovenlys, kviste og lignende beskrevet og gennemtegnet?
Er det sikret, at der ikke kan ophobes fugt i konstruktionen?
Er tagkonstruktionen sikret mod opfugtning i byggeperioden, fx ved totalafdækning?
Er der planlagt tilstrækkeligt med fugtmålinger til at dokumentere fugtforholdene?

8.5.2 Kontrol under udførelse og inden aflevering

Er taget udført som projekteret? Hvis nej skal ændringer dokumenteres.
Er dampspærren blevet beskadiget? Hvis ja er den så udbedret?
Er eventuelle ventilationsåbninger holdt fri, så ventilationen er sikret?
Er fugtniveauet tilstrækkeligt lavt, så der ikke er risiko for skimmelvækst ved indflytning?
Er byggefugt håndteret, så det ikke skader andre bygningsdele?
Er det dokumenteret, at fugtniveauet var tilstrækkelig lavt inden afsluttende arbejder, fx malearbejde blev påbegyndt?