4 Terrændæk

4.1 Definition

Et terrændæk er en dækkonstruktion, som anvendes direkte mod bæredygtig jord. Hvis der indgår luftlag i konstruktionen, er de ikke udluftet til det fri. Terrændæk vil normalt befinde sig i eller i nærheden af terrænhøjde. Kældergulve er opbygget på samme måde som terrændæk.

Et terrændæk skal være varme- og fugtisolerende og skal sikre mod radonindtrængning. Disse funktioner skal også sikres ved soklen, hvor terrændækket sammenbygges med ydervæggen og fundamentet.

Bygningen bør placeres højst muligt i forhold til omgivende terræn for at reducere risikoen for fugtskader i forbindelse med skybrud m.m. Derfor bør huset have en sokkelhøjde på mindst 150 mm over naturligt terræn. Betondækkets overkant bør ligge mindst 50 mm over terræn.

Imidlertid er der i bygningsreglementet krav om niveaufri adgang og et vandret areal i gulvniveau ved alle yderdøre i småhuse, hvilket kan være vanskeligt at opfylde, når huset er hævet. Det kan dog ske ved lokalt at hæve terrænet og anvende ramper op til yderdørene. Et mindre fugtsikkert alternativ er at placere småhuset lavt og etablere en rende (’voldgrav’) rundt om hele huset, så det sikres, at der ikke trænger overfladevand ind i gulvkonstruktionen.

4.2 Materialer i terrændæk

Terrændækket er typisk opbygget af en række forskellige lag med individuel funktion. Materialerne i de enkelte lag skal have egenskaber, som svarer til det enkelte lags funktion. En principiel opbygning af et terrændæk er vist i figur 21.

4.2.1 Kapillarbrydende lag

Det kapillarbrydende lag skal forhindre, at vand suges kapillært op igennem konstruktionen.

Normalt udføres det kapillarbrydende lag af grovkornede materialer med en kornstørrelse på mindst 4 mm. Materialet skal være rent (vasket) for at forhindre, at vand suges op via fint materiale på kornenes overflade (Brandt, 2013). Normalt anvendes grovkornet grus, nøddesten, ral, singels eller coatede, løse letklinker (10-20 mm kornstørrelse). Tykkelsen af laget skal være mindst 150 mm.

Figur 21. Princip for opbygning og funktion af materialer til opbygning af terrændæk.

Der kan også anvendes varmeisoleringsplader med lukkede porer, fx EPS eller XPS, udlagt på et lag afrettet materiale, fx groft grus eller coatede letklinker.

Suglag

Af hensyn til radonsikring anbefales det at etablere et suglag. Det gøres lettest ved at udføre det som en del af det kapillarbrydende lag. Et suglag kan for eksempel udføres som et mindst 100 mm tykt lag nødde-sten, singels eller coatede, løse letklinker.

Hvis det kapillarbrydende lag består af varmeisoleringsplader med lukkede porer, skal der etableres et selvstændigt suglag. Eventuelt kan det tilvejebringes ved at bruge en sugplade, dvs. en plade hvori der er udskæringer, som sikrer luftens fri bevægelighed.

Hvis der er anvendt letklinkerblokke som fundament til indvendige vægge, kan luftens bevægelighed sikres ved at lade mindst hver anden studsfuge i suglaget stå åben (Rasmussen, 2015b).

4.2.2 Varmeisolerende lag

Som varmeisolerende lag anvendes et trykfast materiale med lav varmeledningsevne (λ-værdi). Eksempelvis kan der anvendes løse letklinker, trykfaste mineraluldsplader eller egnede celleplastplader. Nogle materialer kan både virke kapillarbrydende og varmeisolerende.

Hvis det varmeisolerende lag og det kapillarbrydende lag kombineres, og der ikke er mindst 75 mm selvstændigt kapillarbrydende lag under det varmeisolerende lag, skal de nederste 75 mm af varmeisoleringen regnes med en varmeledningsevne for konstruktioner mod jord, dvs. med en højere λ-værdi. For ekspanderet og ekstruderet polystyren, letklinker og mineraluld betyder det, at den deklarerede varmeledningsevne skal øges med 20 % (Dansk Standard, 2011a).

4.2.3 Trykfordelende lag

I tunge terrændækskonstruktioner vil det trykfordelende lag være betondækket. Betonpladen bør mindst være 100 mm tyk og udført af beton 20 eller bedre med svindarmering, fx Ø 5 mm kamstål pr. 150 mm i begge retninger i midten af pladen. Armeringsnet skal overlappe med mindst en maskevidde.

Støbning af betonpladen skal ske med en så stiv beton, at betonen ikke trænger ned i det underliggende lag. Alternativt skal der støbes mod et diffusionsåbent støbeunderlag, fx fiberdug. Betonen skal straks efter udstøbning beskyttes mod udtørring ved tildækning med en damptæt membran, fx plastfolie, og bør holdes tildækket i ca. otte dage.

For at reducere risikoen for optrængning af radon bør betonens svindrevner begrænses. Derfor bør feltstørrelserne ikke overskride 25-30 m². Dilatationsfugerne kan for eksempel anbringes under indvendige vægge. Der skal tætnes ved dilatationsfugerne. Hvis varmeisoleringen er et plant underlag, fx isoleringsplader med forskudte samlinger, kan der udlægges asfaltpap på isoleringen under de områder, hvor der etableres dilatationsfuger i betonen. Ellers kan der klæbes eller svejses en membran over fugerne (Rasmussen, 2015a).

I lette terrændækskonstruktioner udlægges en gulvplade, fx krydsfiner, som trykfordelende lag.

4.2.4 Radonspærre

Radonspærren skal sikre lufttætheden mod jorden. Radonspærren skal være fleksibel, så den kan følge bevægelser i materialerne, som den er i kontakt med uden at revne. Desuden skal den have lille gennemtrængelighed for luft (lav luftpermeabilitet). Begge krav skal gælde både ved indbygning og efter mange års brug, så funktionen kan opretholdes i husets levetid.

Der kan for eksempel anvendes en fulddækkende, mindst 0,2 mm tyk polyethylenfolie (PE-folie) lagt med overlap på 100-150 mm. Klæbning kan ske med egnet tape eller klæber, fx butylbånd.

Hvis der er anvendt et tæt betonlag, som beskrevet i afsnit 4.2.3, Trykfordelende lag, er det tilstrækkeligt at anvende membran ved gennembrydninger og over samlinger, herunder langs fundamenter. For eksempel kan der anvendes asfaltpap, der klæbes fast.

Radonspærren kan også udgøres af en smøremembran. Krav til tykkelse og udførelse afhænger af materialet og fremgår af leverandørens anvisninger.

Radonspærren skal vælges, så den kan modstå de fysiske belastninger, som den udsættes for i byggeperioden. Eventuelt kan det være nødvendigt at udlægge midlertidig beskyttelse, fx gulvpap, fibertekstil eller træfiberplader. Eksempelvis vil 0,2 mm PE-folie normalt ikke kunne anvendes uden beskyttelse i byggeperioden. Et eksempel på en løsning, der må anses for at være robust i byggeperioden er asfaltpap klæbet eller svejst til underlaget.

Ved valg af radonspærre kan det være væsentligt, hvornår i byggeprocessen radonspærren lægges. For eksempel kan der være behov for, at spærren er alkaliresistent, ligesom der kan være behov for at optage sætninger, der sker i løbet af byggeriet, fx hvis spærren klæbes fast, inden dækket er komprimeret.

4.2.5 Gulvbelægning

For at beskytte gulvbelægningen mod byggefugt fra betonpladen er det ved tunge terrændækskonstruktioner normalt nødvendigt at udlægge en fugtspærre, inden lægning af gulv. Ved lette konstruktioner er der ligeledes behov for en fugtspærre, dels for at sikre mod optrængning af radon og dels for at sikre mod vanddamp, der under uheldige omstændigheder kan trænge op nedefra. Fugtspærren vil desuden ofte virke som (et nødvendigt) glidelag mellem varmeisolering og gulvplade.

Gulvvarme

I terrændæk med gulvvarme er der skærpede krav til restfugtindholdet i konstruktionen, inden gulvet lægges. Det skyldes, at varmen presser fugten i den del af betonen, der ligger over rørene, op i konstruktionen. Dette kan medføre nedbrydning af lim og deformering af trægulve. Alternativt skal det sikres, at fugtspærren er effektiv og intakt inden gulvlægning (Brandt, 2013). Ved flisegulve kan en fugtspærre udelades.

For nærmere beskrivelse henvises til for eksempel til TRÆ 64, Trægulve – lægning (Træinformation, 2010b), Gulvvarme og gulvtyper – isoleringsforhold, skader og gener (Byg-Erfa, 2007a) samt Gulvvarme (Buhl, 2013).

I terrændæk med gulvvarme er der desuden skærpede krav til linjetab i samling med sokkel. Krav til linjetab mod fundament ved gulvvarme er således Ψ ≤ 0,20 W/mK, mens det for rum opvarmet til mindst 5 °C er Ψ ≤ 0,40 W/mK (BR15, kap. 7.6 stk. 1).

Fugtspærre eller ej

Der skal anvendes fugtspærre, hvis der er risiko for byggefugt, og gulvet eller gulvbelægningen er fugtfølsom, fx ved anvendelse af træ-gulve, eller hvis en diffusionstæt gulvbelægning limes på med en fugtfølsom lim.

Tabel 6 og tabel 7 viser eksempler på gulvopbygninger henholdsvis med og uden behov for fugtspærre.

Tabel 6. Eksempler på tunge terrændækskonstruktioner, hvor der ikke er behov for fugtspærre, enten fordi der er anvendt diffusionsåbne gulvbelægninger eller fugtindholdet i betonlaget er så lavt, at det ikke skader gulv/lim. Behovet for fugtspærre er uafhængigt af opbygningen af lagene under betonlaget, såfremt disse lag er tilfredsstillende kapillarbrydende, lufttætte og varmeisolerende.

	Eksempel (lodret snit)	Opbygning
a		Diffusionsåben belægning, fx tæppe uden gummi på undersiden Overfladetør beton Varmeisolering Evt. kapillarbrydende lag
b		Diffusionstæt belægning, fx vinyl Beton med relativ fugtighed mindre end 85 % Varmeisolering Evt. kapillarbrydende lag
c		Flisegulv Beton Varmeisolering Kapillarbrydende lag
d		Beton Varmeisolering Varmeisolerende og kapillarbrydende lag

Tabel 7. Eksempler på tunge terrændækskonstruktioner med behov for fugtspærre, enten fordi fugtindholdet i betonlaget er højt (> 85 %), eller fordi det anvendte gulvmateriale (træ) er fugtfølsomt også ved forholdsvis lavt fugtindhold (> 65 %). Behovet for fugtspærre er uafhængigt af opbygningen af lagene under betonlaget, såfremt disse lag er tilfredsstillende kapillarbrydende, lufttætte og varmeisolerende.

	Eksempel(lodret snit)	Opbygning
a		Diffusionstæt belægning, fx vinyl Fugtspærre Beton med relativ fugtighed større end 85 % Varmeisolering Kapillarbrydende lag
b		Trægulv Fugtspærre Overfladetør beton Varmeisolering Kapillarbrydende lag
c		Trægulv Evt. mindre mængde varmeisolering Fugtspærre Beton Varmeisolerende og kapillarbrydende lag
d		Trægulv Fugtspærre Varmeisolering Beton Varmeisolering Kapillarbrydende lag

Trægulve

Træbaserede gulve kan have forskellige opbygninger, fx som vist i tabel 7:

Svømmende gulve udlagt på beton uden mellemliggende varmeisolering (tabel 7b)
Gulve på strøer (tabel 7c)
Svømmende gulve med varmeisolering umiddelbart under trægulvet (tabel 7d)

En fugtspærre er nødvendig, hvor der er anvendt betondæk. Ved gulve på strøer, hvor der føres rør og kabler i hulrummet, skal fugtspærren lægges ud, inden der trækkes rør og kabler. Det skyldes, at det kun er muligt at opnå en tæt fugtspærre, når denne har et fast underlag, der kan bruges som modhold. Et fast underlag er nødvendigt, når der skal laves samlinger mellem fugtspærrebanerne med tape eller klæber. Fugtspærren vil dog være udsat for større fysisk belastning som følge af arbejderne med rør og kabler, derfor kan det være nødvendigt at beskytte fugtspærren, fx med gulvpap eller hårde træfiberplader, og/eller udbedre eventuelle skader, inden gulvet lægges. Eventuelt udlægges dobbelt radonspærre som dermed også fungerer som fugtspærre.

Hvis der lægges varmeisolering over betondækket, som vist i tabel 7c og d, må højst 1/3 af den samlede varmeisoleringstykkelse ligge over betonen.

Ved udlægning af trægulve skal leverandørens anvisning følges. Heraf fremgår for eksempel mulige strøafstande, afstande til vægge og lignende. Eksempler på beskrivelse af forskellige træmaterialer og lægning af trægulve kan for eksempel findes i Træ 63 Trægulve – Valg og vedligeholdelse (Træinformation, 2010a) og TRÆ 64, Trægulve – lægning (Træinformation, 2010b).

Ved gulve på strøer, skal strøerne lægges på ikke-fugtopsugende opklodsninger, fx plastkiler anvendt parvis. Strøer i lamineret træ er mere formstabile og ensartede end strøer i massivt træ, hvilket kan reducere risikoen for eftergivelige eller knirkende gulve.

Hvis fugtindholdet i strøerne og brædderne svarer til hinanden ved lægningen, reduceres blandt andet problemer med knirkende gulve. Strøernes fugtindhold bør i gennemsnit ikke overstige 11 vægt-%, og ingen enkeltmåling må være højere end 13 vægt-%.

Gulvbrædder og parket leveres normalt ovntørret og emballeret i kraftig plastfolie med et fugtindhold på 8 ± 2 vægt-%. Mindst 2/3 af brædderne bør ligge mellem 7 og 9 vægt-%. Hvis trægulvsmaterialerne således er tørret ned til brugsforhold, bør de ikke pakkes ud før umiddelbart inden lægning (Træinformation, 2010b).

Diffusionstæt belægning

Diffusionstætte belægninger er for eksempel pvc-belægninger, linoleum eller tæpper med tæt gummibagside. Diffusionstætte gulvbelægninger bør kun anvendes over terrændæk, hvis der er sikkerhed for, at der er kapillarbrydende lag og effektiv fugtspærre.

Diffusionsåben belægning

Diffusionsåbne belægninger er for eksempel tæpper uden tæt gummibagside eller fliser. Fliserne i sig selv er ikke altid diffusionsåbne – det afhænger af type, glasering m.m., men fugerne er normalt tilstrækkeligt åbne til, at fugt kan diffundere op gennem belægningen.

4.3 Andre forhold

I dette afsnit behandles en række forhold i relation til valg og udformning af terrændæk.

Eksemplerne i afsnit 4.4, Eksempler på terrændæk, kan anvendes direkte i de fleste tilfælde, men der bør altid ske nødvendig tilpasning til det aktuelle byggeri.

4.3.1 Radon

I eksemplerne i afsnit 4.4, Eksempler på terrændæk, er det beskrevet, hvordan radonsikring skal udføres. Den øgede fokus på radonsikring skyldes, at emnet tidligere ofte blev undervurderet, og at kravene til radonindhold er blevet konkretiseret.

Radon er en naturligt forekommende radioaktiv gas, som findes i jorden. Man kan hverken, se, lugte, høre, smage eller føle radon. Sundhedsstyrelsen vurderer, at radon er årsag til 9 % af de nye lungekræfttilfælde i Danmark (www.sst.dk). Derfor er der i bygningsreglementet fastsat grænser for, hvor stort radonindhold, der må forekomme i bygningers indeluft (BR15, kap. 6.3.3.2, stk. 2). Grænsen er 100 Bq/m³ (årsmiddel). Den naturlige forekomst af radon i jorden afhænger især af jordbundsforholdene med tendens til, at radonindholdet er størst ved klippegrund og fedt ler, og lavest, hvor der er ren sandjord (de Place Hansen, 2016). Der kan dog optræde meget store forskelle selv inden for et relativt lille område, og derfor skal alle huse uanset beliggenhed udføres, så bygningskonstruktionen mod undergrunden er lufttæt eller ved at benytte andre tilsvarende effektive foranstaltninger (BR15, kap. 6.3.3.2, stk. 1).

For at sikre et lavt radonindhold i indeluften anbefales det både at tætne konstruktionen mod jord og etablere mulighed for at reducere trykforskellen mellem luften i jorden og indeluften (Rasmussen, 2015a). Desuden skal boligen ventileres i henhold til bygningsreglementets krav (BR15, kap. 6.3). Figur 22 illustrerer princip for radonsikring af småhuse.

Der kan etableres et lavere lufttryk under gulvkonstruktionen end i indeluften ved at anvende det kapillarbrydende lag under gulvkonstruktionen som radonsuglag. Sug kan enten etableres passivt ved hjælp af et rør, der føres fra radonsuglaget op over taget, hvor termisk drivkraft og vindpåvirkning vil være drivkræfterne, eller aktivt hvor en ventilator sørger for suget. Oftest vil et tilstrækkeligt sug kræve en aktiv løsning.

Til aftræk fra suglaget etableres en såkaldt sugbrønd. Denne kan være et simpelt rustfrit stålrør (ca. Ø 120 mm) med perforeringer i den del, der er placeret i suglaget. Sugbrønden bør etableres fra start og placeres et sted, hvorfra der kan føres aftrækskanal med afkast over tag og/eller etableres mekanisk sug. Denne del behøver dog først blive etableret, hvis målinger senere viser, at radonniveauet er så højt, at suget bør aktiveres. En enkelt sugbrønd antages at kunne dække et ubrudt område på ca. 120 m², dvs. et cirkelslag med en radius på 6 meter, se figur 23. Det betyder, at kun i nogle tilfælde vil én sugbrønd være tilstrækkelig i et almindeligt småhus.

Figur 22. viser, at et lavt radonindhold i bygning bedst sikres ved at kombinere forskellige elementer.

Figur 22. Et lavt radonindhold i bygningen sikres bedst ved en kombination af tætning mod jord, fx med membran eller betonplade med tætning i samlinger, trykudligning mellem luften i jorden og indeluften ved radonsug samt ventilation af huset.

Figur 23. viser udbredelse af suget fra to sugbrønde i en bygning med indvendigt fundament.

Figur 23. Udbredelse af suget fra to sugbrønde i en bygning med indvendigt fundament. (Rasmussen, 2014).

Teoretisk vil tætning mod jord være tilstrækkeligt til at sikre, at kravet om et minimalt radonniveau overholdes. Dette kan kontrolleres ved måling, og det er derfor i princippet ikke nødvendigt at etablere et suglag. Men i praksis har det vist sig, at det kan være vanskeligt at opnå tætningen, og med tiden kan denne svigte. Hvis målinger på et tidspunkt viser for højt et radonindhold i indeluften, vil det være let at afhjælpe dette, hvis forarbejdet til at udføre et radonsug er gjort - væsentlig nemmere end at forsøge at tætne mod jord. Udgifterne til at udføre et suglag er beskedne, da det kapillarbrydende lag uden betydende merudgift kan etableres af egnede materialer, så det kan anvendes som suglag. Derfor anbefales det under alle omstændigheder at vælge et suglagsegnet materiale til det kapillarbrydende lag og etablere sugbrønde, så blot etablering af rør og/eller ventilator mangler. Efteretablering vil være væsentlig mere omfattende, se for eksempel SBi-anvisning 247, Radonsikring af eksisterende bygninger (Rasmussen, 2015b).

Retningslinjer for radonsikring af nybyggeri er for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 243, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2015a). Metoder til måling af radon i bygninger er for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011).

4.3.2 Niveaufri adgang

For både sammenbyggede og fritliggende småhuse skal der være niveaufri adgang mellem ude og inde ved alle yderdøre, herunder også have-, altan- og terrassedøre (BR15, kap. 3.2.1, stk. 2).

Tilgængelighed

Niveaufri adgang betyder, at der foran yderdøre skal være et vandret, fast og plant areal, der er i samme niveau som det indvendige gulv. Dørtrins højde må være maksimalt 25 mm. Det vandrette areal foran yderdøre skal være mindst 1,5 × 1,5 meter målt fra dørens hængselside ved indadgående døre og 1,7 meter langs bygningsfacaden ved udadgående døre.

Ved sammenbyggede enfamiliehuse skal en eventuel niveauforskel mellem terræn og det vandrette areal foran yderdøre udlignes enten ved: Udligning af terrænet med en hældning på højst 1:25 (4 % stigning) eller en rampe med hældning på højst 1:20 (5 % stigning) (BR15, kap. 2.4.3, stk. 2).

Ved fritliggende enfamiliehuse og sommerhuse er der ikke er krav til hældningen på udligningen af terræn eller rampen til det vandrette areal foran yderdøren (BR15, kap. 2.4.3, stk. 5).

Detaljeret beskrivelse af udformning og krav til småhuses udendørsarealer er beskrevet i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion (de Place Hansen et al., 2015).

Fugtforhold

Ved etablering af niveaufri adgang er den fugtteknisk bedste løsning at placere huset højt i forhold til terræn (mindst 150 mm høj sokkel), og sikre niveaufri adgang ved foran alle yderdøre at etablere et lokalt hævet, vandret areal, der er forbundet via rampe til det naturlige terræn. Det hævede areal adskilles fra bygningen af en rende med en bredde på 100-300 mm, helst 300 mm, der har afløb fra enderne, så nedbør kan løbe af på det omgivende terræn (hældning min. 1:40). Adgangen over renden til yderdøren sikres med en skråtstillet gitterrist (maks. hældning 1:8), se figur 24a.

Oversiden af gulvet skal være mindst 150 mm over terræn og overside af terrændækkets betonplade bør være mindst 50 mm over terræn. Herved opnås de bedste betingelser for at aflede overfladevand og reducere fugtbelastningen på huset - herunder oversvømmelse ved skybrud.

Lav placering af huset, så den indvendige gulvoverflade er i niveau med det naturlige terræn, bør nedprioriteres, når husets kote fastlægges, og kun vælges, hvor risikoen for vandtryk på soklen vurderes at være lille, fx hvor bygningen ligger højt i terrænet eller på en skråning (Brandt, 2013).

Hvis huset placeres lavt, etableres en rende, også kaldet ’voldgrav’, omkring hele småhuset for at opnå beskyttelse af husets sokkel. Der skal etableres afløb fra voldgraven til kloak - helst flere - så risiko for fugtskader ved tilstopning af afløb reduceres. Ved store facadelængder, fx ved rækkehuse, kan det være vanskeligt at sikre denne afvanding af voldgraven. Bunden af voldgraven skal ligge mindst 150 mm under terræn og mindst 50 mm under overside betondæk. Voldgraven overdækkes, fx med riste, i områder, hvor der forventes ophold eller færdsel. Voldgravsløsningen vil normalt være en resurse- og omkostningskrævende løsning. Princip for udformning af voldgraven er vist på figur 24b.

Eksempler på detaljer ved indbygning af yderdøre er beskrevet i afsnit 9.5, Eksempler på indbygning af yderdøre.

Figur 24 viser, hvor man kan etablere niveaufri adgang ved yderdøre

Figur 24. Eksempler på hvordan niveaufri adgang kan etableres ved yderdøre.

Småhus med sokkelhøjde på 150 mm. Vandret areal i niveau med indvendigt gulv etableres foran yderdøre ved lokal hæving af terrænet, der forbindes med rampe til naturligt terræn. Langs facaden er en rende med rist over til yderdør.
Lavt placeret småhus. Indvendigt gulv er i niveau med naturligt terræn, og vand afledes via ’voldgrav’ omkring hele huset med afløb til kloak og rist over foran yderdøre.

4.3.3 Sommerhuse

I sommerhuse skal der anvendes fugtspærre i terrændækket på samme måde som i andre typer småhuse - både af hensyn til fugtforhold og af hensyn til radonsikring. Især hvis et sommerhus står uopvarmet eller kun svagt opvarmet, vil der om vinteren være en kraftig fugttransport op fra jorden. En effektiv fugtspærre er derfor nødvendig – med mindre der anvendes en gulvbelægning, der ikke er fugtfølsom, fx flisebelægning. I givet fald skal sikring mod radon ske på anden vis. Ved trægulve, pvc- eller linoleumsbelægning skal der altid etableres fugtspærre.

4.3.4 Samlingsdetaljer ved fundament

Forbindelsen mellem terrændæk og fundament skal udformes, så der tages hensyn til både statiske, energitekniske og fugttekniske forhold. For statiske forhold henvises til SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015).

Det er vigtigt at sikre, at linjetabet ved fundamentet bliver lavt, dvs. der skal etableres kuldebroafbrydelse mellem terrændækkets betonplade og fundamentet - eventuelt ved at varmeisolere udvendigt. Eksempler på hvordan fundamentets top kan udformes er vist i tabel 8. Størrelsen af linjetabet i de enkelte tilfælde beskrives i DS 418 (Dansk Standard, 2011a). Linjetabet afhænger også af, hvor godt terrændækket er varmeisoleret.

Tabel 8. Eksempler på udformning af fundamentets øverste del (tilpasset efter DS 418 (Dansk Standard, 2011a)). Det er vigtigt at sikre, at der er en kuldebroafbrydelse i dette område. Som på eksemplerne i afsnit 4.4 kan der i eksempel a-c indlægges en kuldebroafbrydelse mellem fundament og terrændækkets betonplade for at nedbringe linjetabet yderligere. I eksempel d og e er terrændækkets betonplade støbt ind over fundamentet.

Eksempel (lodret snit)	Beskrivelse	Eksempel (lodret snit)	Beskrivelse
a	Beton	d	Midterisoleret letklinkerbeton Øverste 40 cm
b	Letklinkerblokke m. midterisolering	e	Letklinkerbeton øverste 60 cm Øverste 40 cm midterisoleret
c	Beton m. midterisolering

Krav til linjetabet ved fundament og betydningen af kuldebroer ved energiberegninger fremgår af SBi-anvisning 266, Småhuse – indeklima og energi (Bergsøe et al., 2016).

Hvordan fugtspærren afsluttes mod vægge, afhænger både af ydervæggens udformning og terrænniveauet. Generelt skal fugtspærren forhindre, at fugt fra fundamenterne opsuges i ydervæggene, og den skal sikre, at vand, der trænger gennem dele af ydervæggen, ledes ud igen. Fugtspærren er indtegnet på eksemplerne i afsnit 4.4, Eksempler på terrændæk.

Yderligere eksempler på hvordan dette kan udføres, findes for eksempel i vejledning Fugtspærre i murværk (Muro, 2002) eller Fugtspærrer og vandindtrængning i murværk (Byg-Erfa, 2013)

4.4 Eksempler på terrændæk

Normalt udføres terrændæk som en tung konstruktion med et dæk af beton, men i småhuse er det også muligt at udføre terrændæk som en let konstruktion.

For opbygningen af terrændækket er det uden betydning, om der anvendes tunge eller lette ydervægge. De viste eksempler er alle med tunge ydervægge, men kan også udføres med lette ydervægge. Ved lette ydervægge samt ydervægge med tung bagmur og let beklædning eller varmeisolering med puds kræves ikke bæring i soklens forkant, som derfor kan være hård varmeisolering med udvendig beklædning, fx puds.

Lette ydervægge og deres sammenbygning med andre bygningsdele beskrives for eksempel i Træ 56, Træskelethuse (Træinformation, 2008) og TRÆfakta 12, Lette terrændæk (Træinformation, 2016).

4.4.1 Tunge dækkonstruktioner

Fordele:

Dækkonstruktionen er robust over for fysiske belastninger i bygge-fasen, der kan dog eventuelt være behov for at beskytte en fugtspærre.
Løsningen er gennemprøvet, og byggeprocessen er velkendt.

Ulemper:

Huset tilføres byggefugt som følge af betonstøbningen, hvilket betyder, at der kan være behov for udtørring og/eller fugtsikring af gulvbelægning.

Eksempel TD 1: Betondæk med trægulv på strøer

Figur 25 viser eksempler på tunge terrændæk med trægulv på strøer.

Figur 25. Eksempler på tunge terrændæk med trægulv på strøer med to forskellige opbygninger af det varmeisolerende og kapillarbrydende lag. I begge tilfælde kan det kapillarbrydende lag fungere som radonsuglag.

Det kapillarbrydende og varmeisolerende lag er udført i samme materiale
Det kapillarbrydende og varmeisolerende lag er to adskilte lag.

Det kapillarbrydende lag under betonen kan enten være et kombineret kapillarbrydende og varmeisolerende lag udført af løse, coatede letklinker, eller det kan bestå af to forskellige lag, fx singels og varmeisolering med lukkede porer. Begge løsninger skal om nødvendigt forberedes for radonsug, se afsnit 4.3.1, Radon.

Hvis en del af varmeisoleringen anbringes over betonen, må den højst udgøre 1/3 af den samlede varmeisolering i terrændækket. Det skyldes, at fugtspærren også virker som dampspærre og derfor skal være placeret på konstruktionens varme side for at undgå kondens på fugtspærrens overside.

Vandret areal ved yderdøre. Niveaufri adgang etableres fugtteknisk bedst ved at have en sokkelhøjde på mindst 150 mm i forhold til naturligt terræn og lokal hævning af terræn ved alle yderdøre. Ved lavt placeret bygning kan der etableres voldgrav omkring hele bygningen. Se eksempler på løsninger i afsnit 4.3.2, Niveaufri adgang.
Fundamentblokke med midterisolering reducerer varmetabet og indgår i energiberegningen. Fundamentblokke med midterisolering er nødvendige for at overholde krav til linjetab.
Kuldebroafbrydelse. Der indlægges et tyndt lag varmeisolering mellem betondæk og fundament. Kuldebroafbrydelsen afhænger af midterisoleringen og fastlægges ved energiberegningen.
Kapillarbrydende lag og radonsuglag af grovkornede materialer skal være mindst 150 mm tykt. Det kan for eksempel udføres af nøddesten, ral, singels eller coatede, løse letklinker (10-20 mm kornstørrelse). Det kapillarbrydende lag kan kombineres med det varmeisolerende lag, hvis materialet har begge egenskaber. Eller der kan anvendes specialløsning, se figur 27b. Eventuelt etableres sugbrønd for radonsikring.
Varmeisolering, fx trykfaste mineraluldsplader eller egnede celleplastplader. Tykkelsen afhænger af energiberegningen. Eventuelt lægges en mindre del af varmeisoleringen over betonlaget.
Betonplade med tykkelse på mindst 100 mm af beton C20/25 eller bedre med svindarmering, fx 5 mm kamstål pr. 150 mm i begge retninger i midten af pladen. Oversiden af betonpladen skal være mindst 50 mm over omgivende terræn.
Fugt- og radonspærre over beton, fx 0,2 mm polyethylenfolie. Folien skal dække hele betonfladen og være lagt med klæbede overlap på mindst 100 mm. Fugtspærren klæbes til bagvæggen.
Fugtspærre mellem fundament og ydervæg, fx asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med fugt- og radonspærren over betonlaget, så konstruktionen bliver lufttæt mod jord. Der må ikke kunne trænge udeluft ind under fugtspærre/radonspærre, så det kan være nødvendigt at sikre lufttæt forbindelse mellem fugtspærre og dæk ved ydervæg. Der etableres også fugtspærre, der leder vand ud fra hulrum i ydervæggen.
Trægulv på strøer opklodset på ikke-opsugende underlag, fx riflede plastikkiler

Eksempel TD 2: Gulvvarme i eller over betondæk

Figur 26. Eksempler på tunge terrændækskonstruktioner med rør til gulvvarme indstøbt i betondæk.

Trægulv udlagt svømmende på fugtspærre på betondæk med indstøbte varmeslanger.
Flisegulv udlagt direkte på betondæk.

Etablering af gulvvarme i terrændæk med betondæk kan ske på flere måder. Forskellige muligheder for placering af varmerør i eller over betonen er vist figur 26. Varmeisoleringstykkelsen afhænger af husets energiberegning og er derfor ikke målsat.

I terrændæk med gulvvarme er der skærpede krav til restfugtindholdet i konstruktionen, inden gulvet lægges. Alternativt skal det sikres, at fugtspærren er effektiv og intakt inden gulvlægning (Brandt, 2013). Ved flisegulve kan en fugtspærre udelades. Se også afsnit 4.2.5, Gulvbelægning.

Figur 26c.vømmende trægulv med varmeslanger udlagt over betondæk i varmefordelingsplade

Figur 26c. Svømmende trægulv med varmeslanger udlagt over betondæk i varmefordelingsplader, fx i udfræsede spor i polystyren eller anden egnet celleplast.

Vandret areal ved yderdøre. Niveaufri adgang etableres fugtteknisk bedst ved at have en sokkelhøjde på mindst 150 mm i forhold til naturligt terræn og lokal hævning af terræn ved alle yderdøre. Ved lavt placeret bygning kan der etableres voldgrav omkring hele bygningen. Se eksempler på løsninger i afsnit 4.3.2, Niveaufri adgang.
Fundamentblokke med midterisolering reducerer varmetabet og indgår i energiberegningen. Fundamentblokke med midterisolering er nødvendige for at overholde krav til linjetab.
Kuldebroafbrydelse. Der indlægges et tyndt lag varmeisolering mellem betondæk og fundament. Størrelse af kuldebroafbrydelsen afhænger af midterisoleringen og fastlægges ved energiberegningen. Ved gulvvarme er der skærpet krav til linjetab ved sokkel (Ψ ≤ 0,02 W/mK).
Kapillarbrydende lag og radonsuglag af grovkornede materialer skal være mindst 150 mm tykt. Det kan for eksempel udføres af nøddesten, ral, singels eller coatede, løse letklinker (10-20 mm kornstørrelse). Det kapillarbrydende lag kan kombineres med varmeisoleringen, hvis materialet har begge egenskaber. Eller der kan anvendes specialløsning, se figur 27b. Eventuelt etableres sugbrønd for radonsikring.
Varmeisolering, fx trykfaste mineraluldsplader eller polystyrenplader eller andet egnet celleplast. Tykkelsen afhænger af energiberegningen.
Betonplade med tykkelse på mindst 100 mm af beton C20/25 eller bedre med svindarmering, fx 5 mm kamstål pr. 150 mm i begge retninger i midten af pladen. Oversiden af betonpladen skal være mindst 50 mm over omgivende terræn.
Fugt- og radonspærre over beton, fx 0,2 mm polyethylenfolie. Folien skal dække hele betonfladen og være lagt med klæbede overlap på mindst 100 mm. Fugtspærren klæbes til bagvæggen.
Fugtspærre mellem fundament og ydervæg, fx asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med fugt- og radonspærren over betonlaget, så konstruktionen bliver lufttæt mod jord. Der må ikke kunne trænge udeluft ind under fugtspærre/radonspærre, så det kan være nødvendigt at sikre lufttæt forbindelse mellem fugtspærre og dæk ved ydervæg. Der etableres også fugtspærre, der leder vand ud fra hulrum i ydervæggen.
Gulvbelægning kan variere. Figur 26a og c viser et svømmende trægulv. Figur 26b viser et flisegulv.
Varmeslanger til gulvvarme udføres normalt af PE-rør, som enten kan indstøbes i betonen eller lægges i varmefordelingsplader. Ved indstøbning kan varmeslangerne fastgøres til armeringen i betonpladen. Herved kommer slangerne til at ligge ca. i midten af betondækket i en dybde på ca. 50 mm, hvorved der opnås en god varmefordeling. Ved udlægning i varmefordelingsplader sørger pladerne for, at der opnås en jævn varmefordeling. Varmeslangerne må ikke være i direkte kontakt med trægulvet, hvilket kan sikres ved at anbringe en gulvpap eller lignende over varmefordelingspladerne.

4.4.2 Lette dækkonstruktioner

Da belastningerne på et gulv i et småhus er moderate, kan terrændæk også udføres uden betondæk. Konstruktionen består af trykfaste/hårde varmeisoleringsmaterialer, der bruges direkte som underlag for gulvet. Løsningen er hidtil ikke særlig anvendt og derfor mindre gennemprøvet end tunge terrændækskonstruktioner. Lette dækkonstruktioner beskrives for eksempel også i TRÆfakta 12, Lette terrændæk (Træinformation, 2016).

Eksempel TD 3: Let terrændæk

Et let terrændæk har følgende fordele og ulemper (Brandt, 2013):

Fordele:

Huset tilføres ikke byggefugt som følge af betonstøbningen, hvilket betyder, at der ikke er behov for udtørring
Processen er billig og hurtig.

Ulemper:

Dækkonstruktionen er ikke robust over for fysiske belastninger, før der er lagt gulv. Der kan derfor i byggefasen være behov for at udlægge midlertidig beskyttelse, indtil gulvpladen er lagt.
Det er nødvendigt at udføre selvstændigt fundament til alle ydervægge og til indvendige vægge med større belastning end svarende til én etage.
Hvis der anvendes fundamenter, som ikke er ført til frostfri dybde, skal der rottesikres.

Figur 27. Eksempler på lette terrændækskonstruktioner med to typer af radonsikring.

Radonspærre over varmeisolering og radonsug i traditionelt kapillarbrydende lag.
Radonspærre over varmeisolering og radonsug fra sugplade nederst i varmeisoleringen, der er forsynet med kanaler, hvorfra radon kan suges.

Vandret areal ved yderdøre. Niveaufri adgang etableres fugtteknisk bedst ved at have en sokkelhøjde på mindst 150 mm i forhold til naturligt terræn og lokal hævning af terræn ved alle yderdøre. Ved lavt placeret bygning kan der etableres voldgrav omkring hele bygningen. Se eksempler på løsninger i afsnit 4.3.2, Niveaufri adgang.
Fundamentblokke udføres normalt af letklinkerbeton eller tilsvarende materiale med reduceret varmeledningsevne for at overholde krav til linjetab. Derved bliver varmetabet, der indgår i energiberegningen, reduceret.
Kapillarbrydende lag og radonsuglag mindst 150 mm tykt. Udføres af for eksempel nøddesten, ral, singels eller coatede, løse letklinker (10-20 mm kornstørrelse) (se figur 27a). Det kapillarbrydende lag kan kombineres med varmeisoleringen afhængig af materialets kapillarbrydende og varmeisolerende egenskaber. Kan eventuelt blot være et plant afretningslag af grus, men så skal suglaget og det kapillarbrydende lag tilvejebringes på anden vis, fx ved kapillarbrydende varmeisolering med udskæringer (se figur 27b). Det er vigtigt, at laget under varmeisoleringen er meget plant, da en udjævning er meget vanskelig i de efterfølgende lag. Eventuelt etableres sugbrønd for radonsikring.
Varmeisolering, fx trykfaste, egnede celleplastplader. Tykkelsen afhænger af energiberegningen. Udlægningen af disse plader skal ske efter producentens anvisninger, således at den nødvendige styrke og udlægningsmønstre sikres
Fugt- og radonspærre, fx af 0,2 mm polyethylenfolie. Folien skal dække hele overfladen og være lagt med klæbede overlap på 100-150 mm. Kan placeres indtil 1/3 nede i varmeisoleringslaget for at være beskyttet mod gennembrydninger, fx ved føring af installationer.
Fugtspærre mellem fundament og ydervæg, fx asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med fugt- og radonspærren, så konstruktionen bliver lufttæt mod jord. Der må ikke kunne trænge udeluft ind under fugtspærre/radonspærre, så det kan være nødvendigt at sikre lufttæt forbindelse mellem fugtspærre og dæk ved ydervæg. Der etableres også fugtspærre, der leder vand ud fra hulrum i ydervæggen.
Gulvplade, fx 22 mm krydsfiner eller spånplade med fer/not på alle fire sider. Gulvpladen udlægges svømmende på et mellemlag. Der kan anvendes valgfri gulvbelægning ovenpå.

4.5 Kontrol

Et velfungerende terrændæk opnås kun, hvis det projekteres og udføres korrekt. Nedenstående forhold bør kontrolleres inden udførelse og under udførelse. Listerne er ikke udtømmende, men omfatter forhold, hvor svigt erfaringsmæssigt kan medføre væsentlige skader.

4.5.1 Kontrol inden udførelse

Hvis den statiske model forudsætter, at kræfter overføres fra terrændæk til fundament, er det så muligt med den projekterede løsning?
Er der et mindst 150 mm tykt kapillarbrydende lag?
Er der behov for fugtspærre? I givet fald hvordan er den samlet og tilsluttet ved overgang til andre bygningsdele? Her vurderes også sammenhængen med fugtspærre over fundament og radonspærre.
Er der sikret mod radon?
Hvis der er en radonspærre, hvordan er den så samlet og tilsluttet ved overgang til andre bygningsdele?
Hvis et betonlag fungerer som radonspærre, er det så tilstrækkeligt tæt, dvs. med nødvendig revnearmering og dilatationsfuger så feltstørrelserne ikke bliver for store, fx 100 mm beton 20, med svindarmering af for eksempel 5 mm kamstål pr. 150 mm i begge retninger i midten af pladen og feltstørrelser på højst 25-30 m²?
Er der et radonsuglag, så der er forberedt for at etablere lavere lufttryk under dækket end i indeluften?
Er der etableret tilstrækkeligt med radonbrønde fra suglaget?
Kan der senere etableres mekanisk aftræk samt aftræksrør fra radonbrønde til over tag?
Er der niveaufri adgang til alle yderdøre, inkl. terrasse- og altandøre?
Er der etableret render ved ramper eller ‘voldgrav’ omkring huset?
Er terrændækket varmeisoleret tilstrækkeligt, jf. energiberegningen?
Er der etableret kuldebroafbrydelser, jf. energiberegningen?

4.5.2 Kontrol under udførelse og inden aflevering

Er terrændækket udført som projekteret? Hvis ikke skal ændringer dokumenteres.
Er fugtspærren blevet beskadiget? I givet fald er skaderne udbedret, så tæthed er sikret?
Er radonspærren blevet beskadiget? I givet fald er skaderne udbedret, så tæthed er sikret?
Er der etableret kuldebroafbrydelser?
Er byggefugt håndteret, så det ikke skader andre bygningsdele?
Er det dokumenteret, at fugtniveauet var tilstrækkelig lavt inden apteringsarbejder, fx lægning af trægulve blev påbegyndt?