2 Klimaskærmens opbygning
2.1 Klimaskærmens lag
Klimaskærmen opbygges i princippet af en række lag med individuel funktion og af forskellige materialer – uanset om det er tale om tag, ydervæg eller konstruktion mod jord.
Begyndende udefra består klimaskærmen principielt af følgende dele:
- Regnskærm, der tegner husets arkitektoniske udtryk, og hvis byggetekniske funktion er at aflede hovedparten af nedbøren – uden at den dog behøver at være 100 % vandtæt.
- Vindspærre, der stopper vind og eventuelt også vand, der trænger gennem regnskærmen, så porøse varmeisoleringsmaterialer bagved ikke gennemblæses eller bliver våde og derved får nedsat varmeisoleringsevne.
- Varmeisolering, der nedsætter varmetransporten (og dermed varmetabet) gennem konstruktionen.
- Dampspærre, der nedsætter transporten af vanddamp fra indeklimaet ind i konstruktionen og sikrer lufttæthed.
Samtidig skal klimaskærmen indeholde et tæthedsplan, der sikrer, at luft ikke utilsigtet trænger gennem klimaskærmen. Ofte varetager dampspærren denne funktion, men den kan også sikres af andre konstruktionsdele.
Konstruktionens bærende dele vil ofte være placeret i selve varmeisoleringslaget eller på den varme side af varmeisoleringen. Tagkonstruktioner med ventilerede tagrum er dog en undtagelse herfra.
Klimaskærmen afsluttes indvendigt med en beklædning, som er opsat af praktiske og æstetiske årsager og for at skabe en robust overflade til beskyttelse af dampspærren, hvis denne ikke er trukket tilbage, og i nogle tilfælde for at beskytte indeklimaet, fx mod fritlagt mineraluld. Desuden vil klimaskærmen nogle gange indeholde ventilationsspalter mellem regnskærmen og vindspærren for at sikre, at fugt kan bortventileres.
For terrændæk, krybekældre og kældre er påvirkningen fra udemiljøet anderledes end for ydervæg og tag, derfor er opbygningen tilpasset hertil. For eksempel er der et kapillarbrydende lag i stedet for en regnskærm, ligesom en vindspærre ikke er nødvendig. I stedet anvendes en fugtspærre, der normalt udføres, så den også forhindrer, at radon trænger op fra jorden.
Figur 10. Klimaskærmen har fire funktioner, der enten kan opbygges af enkelte lag med hver sin funktion eller ét lag med flere funktioner. Klimaskærmen skal sikre mod nedbør (a) vind (b), varmetab (c) og kondens af vanddamp indefra som følge af menneskelig aktivitet (d).
2.2 Flere funktioner i samme lag
Kun i lette konstruktioner kan funktionerne opdeles så klart på de enkelte lag, som skitseret i afsnit 2.1, Klimaskærmens lag. I tunge konstruktioner er klimaskærmens funktioner ofte samlet i færre lag. I hulmurede ydervægge er formuren både regnskærm og vindspærre samtidig med, at den har en vis varmeisolerende effekt.
Bærende konstruktioner vil ofte være integreret i klimaskærmen - især i tunge, massive konstruktioner. I lette konstruktioner vil bærende konstruktioner, typisk af træ eller stål, være placeret i klimaskærmens varmeisolerende lag, således at isoleringen er placeret mellem de bærende konstruktioner. Det kan forekomme, at bærende dele er placeret frit i forhold til klimaskærmen, men i småhuse er dette ikke almindeligt forekommende. Jo længere inde de bærende dele er placeret – desto bedre vil de være beskyttet mod fugtpåvirkninger.
2.3 Regnskærm
Regnskærmen er klimaskærmens yderste del og derfor også den del af huset, der er synlig og er mest udsat for vejrliget. Materialevalget til klimaskærmen har væsentlig betydning både for husets arkitektoniske udtryk og holdbarhed og for vedligeholdsbehovet. Regnskærmen omfatter også vinduer, yderdøre, udvendige fuger m.m.
Regnskærmens byggetekniske funktion er at aflede hovedparten af nedbøren. Som hovedregel gælder, at regnskærmen skal være tæt, og hvis der alligevel trænger vand/fugt igennem, skal det ledes væk igen, så det ikke skader konstruktionen.
For ydervægge med ventileret regnskærm er der brandtekniske krav både til regnskærmens beklædningsklasse og til ophængningsystemets brandmodstandsevne, se afsnit 7.2.2, Lette ydervægge.
2.4 Vindspærre
Vindspærrens vigtigste funktion er at forhindre, at der blæser luft gennem varmeisoleringen, så den ikke er effektiv. Afhængig af regnskærmens tæthed skal vindspærren også kunne modstå eller aflede den mindre mængde fugt, der måtte trænge igennem regnskærmen. Valg af vindspærre skal derfor altid ske under hensyntagen til konstruktionens regnskærm og tætheden af denne.
Vindspærren kan være et fast materiale, fx asfaltimprægnerede, bløde træfiberplader, fibercementplader eller gipsbaserede plader (vindgips) eller diffusionsåbne banevarer, fx asfaltpap eller visse kunststoffolier. Nogle mineraluldsplader til udvendig varmeisolering har indbygget vindspærre – enten i form af en vindtæt banevare på ydersiden eller en hårdere type mineraluld yderst.
Der er ikke altid behov for en vindspærre, fx i tage og lofter, da vindhastigheden i nogle konstruktioner vil være ringe, inden vinden når ind til varmeisoleringen, og derfor ikke kan trænge ret langt ind i varmeisoleringen. I sådanne tilfælde er det derfor reelt kun en lille del af varmeisoleringen, der påvirkes.
Vindspærren bør ikke være for tæt over for vanddamp indefra, da det kan skabe en fugtfælde i klimaskærmen. Vindspærrens diffusionsmodstand over for vanddamp (Z-værdi) bør højst være 1/10 af dampspærrens diffusionsmodstand. Ofte anvendes vindspærrer med en Z-værdi under 10 GPa m2s/kg.
For ydervægge med ventileret regnskærm er der desuden brandtekniske krav til vindspærrens materialeklasse og beklædningsklasse, se afsnit 7.2.2, Lette ydervægge.
2.5 Varmeisolering
Varmeisoleringens funktion er at reducere varmetabet gennem klimaskærmen.
For at sikre varmeisoleringsevnen skal der vælges et materiale med tilpas lav varmeledningsevne, som udtrykkes ved materialets lambda-værdi (λ-værdi). Eksempelvis har nyere mineraluldsbaseret varmeisolering typisk en λ-værdi på 0,034-0,037 W/mK. Varmeisoleringsforeningens hjemmeside (www.vif-isolering.dk) indeholder oplysninger om materialers varmeledningsevne og konstruktionernes U-værdier.
Varmeisoleringsmaterialer, der er baseret på fibre, er normalt åbne over for vanddamp (diffusionsåbne) med en vanddamppermeabilitet på ca. 150 ⋅10-12 kg/Pa ms. Ekspanderet eller ekstruderet polystyren, anden celleplast og celleglas, er typisk 10 til 100 gange tættere, og kan derfor, hvis samlingerne er gjort tætte, anvendes som dampspærre.
Desuden kan der være brandkrav til varmeisoleringsmaterialerne. Disse afhænger af, i hvilken bygningsdel isoleringen er anbragt og skal ses i sammenhæng med hvilken beklædning, der er uden på isoleringen. Brandkrav behandles derfor under de enkelte bygningsdele.
Mineraluldsisolering leveres med en tolerance på tykkelsen (tykkelsesklasse T1-T5), som der skal tages hensyn til ved projektering af både ventilerede og uventilerede tage, se afsnit 8.3.1, Ventilerede tage, og afsnit 8.3.2, Uventilerede tage.
2.6 Dampspærre
En dampspærre anvendes for at reducere transporten af fugt/vanddamp fra indeluften og ud igennem klimaskærmen (diffusion). Hvis store mængder vanddamp uhindret kan trænge igennem konstruktionen og møde koldere områder, kan den relative luftfugtighed i området blive så høj, at der opstår fugtskader, herunder skimmelsvampevækst. En dampspærre skal ofte også fungere som tæthedsplan og forhindre fugttransport ved luftstrømning (konvektion). Det kræver, at samlinger, gennemføringer m.m. er udført lufttætte.
I nogle konstruktionstyper fungerer dele af konstruktionen som dampspærre, fx hvor der er pudset bagvæg af letbeton eller tegl. I andre tilfælde monteres en folie for at sikre damptæthed og lufttæthed. Normalt skal en dampspærre have en diffusionsmodstand (Z-værdi) på mindst 50 GPa m2s/kg (Brandt, 2013).
Gipsplader er ikke tætte over for damp, fx er diffusionsmodstanden for to lag gips ca. 2 GPa m2 s/kg, men andre pladematerialer kan have en tilstrækkelig stor Z-værdi til at fungere som damspærre. I givet fald skal der foreligge dokumentation for materialets Z-værdi.
Ved anvendelse af dampspærre gælder en række regler:
- En dampspærre skal være tæt og placeres på konstruktionens 'varme side', dvs. på den varme side af varmeisoleringen. For at beskytte dampspærren, fx i forbindelse med elektrikerarbejde, kan den placeres ind til 1/3 inde i varmeisoleringen.
- Diffusionsmodstanden gennem klimaskærmen skal være aftagende udefter. Som håndregel skal diffusionsmodstanden (Z-værdien) på den varme side være mindst 10 gange højere end på den kolde side, fx skal dampspærren have en Z-værdi som er 10 gange højere end Z-værdien for vindspærren.
- To dampspærrer i samme konstruktion betyder risiko for, at der skabes en fugtfælde, hvor fugten ophobes mellem de to dampspærrer, fx i ydervægge ud for baderum. Dette bør undgås. Ved renoveringer, hvor der er en eksisterende dampspærre kan denne eventuelt bevares, selvom der opsættes en ny dampspærre, det kræver dog, at begge dampspærrer ligger på den varme side.
- Normalt skal en dampspærre have en Z-værdi på mindst 50 GPa m2 s /kg. I badeværelser skal vådrumsbehandlinger dog have en Z-værdi på mindst 100 GPa m2 s /kg på grund af, at der ofte er høj luftfugtighed.
- De fleste dampspærrematerialer i form af folier er tættere end ovenstående krav. I lette ydervægge og tagkonstruktioner vil damp-spærren således oftest være en folie med stor diffusionsmodstand (Z-værdi), fx PE-folie med Z-værdi på ca. 500 GPa m2 s/kg. I praksis er det imidlertid vigtigere, at dampspærren er lufttæt, end at diffusionsmodstanden er meget høj. For eksempel kan en folie blive så kraftig, at den er vanskelig at arbejde med. I så fald er det bedre at vælge en tyndere folie, der kan udføres med tætte samlinger og gennemføringer. Folien skal dog være robust og må ikke være så tynd, at den let ødelægges.
- Samling eller tilslutning af folier, der fungerer som dampspærrer, skal udføres med mindst 50 mm overlæg, der klæbes sammen over et fast underlag, fx med tape, lim eller fugebånd, eksempelvis butylbånd. Samlinger udført med butylbånd eller tape skal trykkes efter monteringen, fx med nylonrulle. Klemte samlinger uden tape eller klæbning, som tidligere var almindelige, kan ikke sikre lufttætheden, da klemlisterne let slår sig med tiden.
- Folier, der anvendes som dampspærre, skal være CE-mærkede efter standarder for fleksible membraner til fugtisolering, DS/EN 13984 og DS/EN 13859-1 (Dansk Standard, 2010 & 2013b).
Samlinger
Bestandigheden af dampspærre og tilhørende hjælpematerialer, fx tape, manchetter og fugemasse, skal passe sammen. Klæbemasse eller tape skal være forenelig med den anvendte dampspærre og helst dokumenteret ved uvildig afprøvning. Samlinger udført med butylbånd eller tape skal trykkes efter monteringen, fx med nylonrulle (Brandt, 2013). Tapen bør være mindst 40 mm bred. Den sikreste løsning opnås ved at anvende et dampspærresystem, dvs. en løsning, hvor leverandøren af dampspærren også kan levere tilbehør, som passer til den valgte dampspærre. Siden 2014 klassificerer DUKO (Dampspærre- og undertagsklassifikationsordning, www.duko.dk) dampspærresystemer. Denne klassificering kan bruges til at vælge et egnet system.
Klimaskærmen skal være så lufttæt som mulig. Hvis tæthedsplanet gennembrydes, skal der anvendes løsninger, der sikrer, at klimaskærmen fortsat er lufttæt, fx samlinger med flanger ved dampspærrefolier, eller som propper til gennemføring af kabler, hvor tæthedsplanet udgøres af en tung væg, se figur 12. Yderligere eksempler på tilslutning og samling af baner af dampspærrefolie er vist under de enkelte bygningsdele.
Forhold vedrørende montage af damspærre er nærmere beskrevet i SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007).
Figur 11. Baner af dampspærrefolie skal samles ved overlap på min. 50 mm over fast underlag og klæbes eller tapes sammen. Klemning alene sikrer ikke lufttæthed.
Figur 12. Eksempler på tætning ved gennembrydning af tæthedsplan.
- Ved tunge ydervægge kan der for eksempel anvendes propper til gennemføring af kabler
- Ved lette konstruktioner kan der anvendes kanaler med flanger til samling med dampspærren.