Gå til indhold

7 Ydervæg

7.1 Definition

Ydervæggen er den lodrette del af klimaskærmen og består af facader og gavlpartier. I ydervægge er der indbygget yderdøre og vinduer. Disse behandles i afsnit 9, Vindue og yderdør. 
Ud over at fungere som klimaskærm har ydervæggen ofte også andre funktioner, fx at være bærende, at være lydisolerende og yde brandteknisk sikkerhed.
Ydervægge er i dag normalt opbygget af flere lag, der kan varetage de forskellige funktioner, som er beskrevet i afsnit 2, Klimaskærmens opbygning.
Ydervægges statiske forhold er ikke detaljeret beskrevet – i stedet henvises til SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015).
For sammenbyggede enfamiliehuse gælder særlige forhold til opfyldelse af krav til lydisolering og sikring mod brandspredning via ydervægge, se for eksempel i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion, 4.2 Typer af boligadskillende vægge (de Place Hansen et al., 2015). 

7.2 Eksempler på ydervægge

Tidligere blev ydervægge delt op efter, om de var lette eller tunge. For eksempel har krav i bygningsreglementet til ydervægges varmeisoleringsevne været afhængig af, om der var tale om en tung eller let væg. Krav til ydervægge i Bygningsreglement 2015 er generelle funktionskrav, der er de samme uafhængig af, om konstruktionen er tung eller let.
Traditionelt skelnes dog stadig mellem tunge og lette ydervægge. I praksis betyder det, at der skelnes mellem ydervægge, der for eksempel er opbygget med formur og bagvæg i for eksempel tegl eller letbeton, og ydervægge, der er opbygget som skeletvægge i stål eller træ. Desuden forekommer der kombinationstyper, fx tung bagvæg og formur udført som skeletvæg eller omvendt.
Uanset om ydervæggen er tung eller let er det vigtigt at have fokus på konstruktiv fugtbeskyttelse. Det vil sige at lede vand væk, så det ikke trænger ind i væggen. Dette er normalt væsentlig mere effektivt og kræver mindre vedligehold end løsninger, hvor tætheden forsøges sikret ved brug af fugemasse, hvilket desværre ofte ses ved samlinger.
Tunge og lette ydervægge har hver sine fordele og ulemper. Tunge ydervægge vil normal kræve større tykkelser end lette vægge, da varmeisoleringen i tunge materialer generelt er dårligere end for lette materialer. Tunge ydervægge kræver desuden bredere og kraftigere fundamentløsninger. Derimod vil tunge ydervægge ofte have bedre lyd og brandtekniske egenskaber og have større termisk masse, så temperaturudsving dæmpes.

7.2.1 Tunge ydervægge

Tunge ydervægge er karakteriseret ved at både formur og bagvæg er opbygget af et tungt materiale. 
Oftest består formuren af en teglstensvæg, som kan have blankt murværk eller kan være overfladebehandlet, fx pudset, filtset, sække- eller vandskuret. For beskrivelse af, hvordan blankt murværk udføres, henvises til Tegl 37, Udførelse af blankt murværk (Muro, 2012). 
Ved overfladebehandling skal det sikres, at formuren ikke bliver for tæt over for vanddamp (diffusionstæt), da der ellers kan opstå fugtophobning bag overfladebehandlingen. Pudses overfladen, bør der anvendes en grovpuds inderst og en finere puds yderst, så vand, der trænger gennem overfladebehandlingen ved kapillarsugning, ikke trækkes fra den fine puds ind i konstruktionen. Omvendt vil den fine puds være i stand til at trække fugt fra den grove puds og ud mod ydersiden, når vandpåvirkningen ophører. For beskrivelse af hvordan overfladebehandling med puds eller tynde overfladelag af mørtel udføres, henvises til Tegl 18, Overfladebehandling af nyt murværk (Muro, 2004).
I nogle tilfælde er der et hulrum mellem formur og varmeisolering. Hulrummet forhindrer/reducerer opfugtning af varmeisoleringen fra slagregn, der trænger gennem formuren. I praksis har det dog vist sig, at selv om der ikke er et hulrum, sker der ikke fugttransport af nævneværdig grad gennem varmeisoleringen. Åbne studsfuger til dræning af hulrummet anvendes ikke mere, idet vand under normale omstændigheder kan trænge ud gennem de forholdsvist porøse fuger (Muro, 2002). For småhuse med særligt udsat beliggenhed kan det dog være hensigtsmæssigt at have åbne studsfuger i bunden.
Bagvæggen er typisk af teglsten eller opbygget af porebeton, letklinkerbeton eller lignende, der kan optage husets lodrette laster, se SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015). Der anvendes ikke dampspærre i konstruktionen, hvorfor samlinger mellem elementer/blokke skal være helt lufttætte. 
En tung ydervæg kan være opbygget som massiv væg, hvilket dog kræver gode varmeisolerende egenskaber af materialet for ikke at få meget tykke vægge. Det kan for eksempel være specielle blokke af porebeton eller tegl med mange huller. I massive ydervægge er formur og bagvæg slået sammen; én væg skal således opfylde de samme krav, som stilles til formur- og bagvæg hver for sig.
En tung ydervæg kan også være opbygget af præfabrikerede sandwichelementer i beton. For småhuse er dette ikke almindeligt, men det kan dog forekomme for eksempel ved rækkehusbebyggelser, hvor der bygges mange boliger på samme tid. Ydervægge af sandwichelementer behandles ikke i denne anvisning.
Eksempler på tunge ydervægge er vist i figur 37.
Figur 37 viser tre eksempler på tunge ydervægge.
Figur 37. Eksempler på tunge ydervægge.
  1. Hulmur med formur i teglsten og bagvæg, der kan være tegl, beton, letklinkerbeton eller porebeton.
  2. Massiv ydervæg opbygget af specielle hulblokke i tegl, der indvendigt og udvendigt er overfladebehandlet. Teglblokkens huller kan være tomme eller er udfyldt med varmeisolerende materiale.
  3. Ydervæg opbygget af specielle blokke af porebeton, der indvendigt og udvendigt er overfladebehandlet. Porebetonblokken kan have kerne med særligt varmeisolerende materiale. Disse bygges som massive ydervægge, men er reelt vægge med for- og bagmur. 

Eksempel YV 1: Tung ydervæg 

Figur 38a viser tung ydervæg med formur af tegl og bagvæg af beton eller letbeton. Figur 38b viser Massiv, tung ydervæg, der er udført af blokke af for eksempel tegl eller porebeton.
Figur 38. Eksempler på tunge ydervægge.
  1. Tung ydervæg med formur af tegl og bagvæg af beton eller letbeton.
  2. Massiv, tung ydervæg, der er udført af blokke af for eksempel tegl eller porebeton.
    Mod fundament skal der indlægges fugt- og radonspærre. 
  1. Formur. a) Formuren fungerer som husets regnskærm og kan være af teglsten eller andet mineralsk materiale. Tykkelsens på formur af tegl svarer typisk til en halvstensvæg. Formuren kan være overfladebehandlet, fx malebehandlet, pudset, filtset, sække- eller vandskuret. 
  2. Varmeisolering. a) Varmeisoleringen sikrer, at varmetabet gennem ydervæggen holdes på et acceptabelt niveau. Tykkelsen afhænger af varmeisoleringsmaterialet lambda-værdi og den samlede energiberegning. Varmeisoleringsmaterialet skal normalt kunne tåle fugt, da for eksempel en formur udført som en halvstensvæg af tegl ikke kan anses for at være vandtæt over for slagregn.
  3. Bagvæg. a) Bagvæggen er oftest af porebeton eller letklinkerbeton, men kan også være af andet mineralsk materiale, fx tegl. Tykkelsen er normalt 100-150 mm tyk. Det afhænger dog af materialet og hvor store (lodrette) kræfter, der skal optages. Formuren forbindes normalt med bagvæggen med trådbindere.
  4. Massiv ydervæg. b) Materiale, der både fungerer som bagvæg og formur og også er varmeisolerende, fx blokke af porebeton eller tegl. Udvendigt overfladebehandles til at fungere som en regnskærm, fx med systempuds. 
  5. Fugtspærre mellem fundament og ydervæg, fx af asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med ydervæggen over terræn, så konstruktionen bliver lufttæt mod jord.
    a) Der etableres også fugtspærre, der leder vand ud fra hulrum i ydervæggen.

7.2.2 Lette ydervægge

Konstruktion

Lette ydervægge består typisk af et skelet af træ eller stål. Ved stålskeletkonstruktioner kan det være nødvendigt at anvende slidsede profiler eller krydslagt konstruktion for at reducere kuldebroer og temperaturforskelle på indvendige overflader, se afsnit 1.4.4, Overfladetemperatur. Der er remme i top og bund samt stolper i midten af væggen til at overføre laster fra tag til fundament, og eventuelt løsholter mellem stolperne til at fordele belastningen fra vinden. 

Regnskærm

Yderst afsluttes lette vægge med en ventileret regnskærm, som kan være forskellige former for let beklædning, fx træbeklædning, metal- eller fibercementplader eller særlige plader med systempuds. Ved valg af beklædning bør der ud over anlægsudgifter indgå overvejelser omkring arkitektonisk fremtoning, brandklassifikation og vedligehold. Især træbeklædninger findes i mange udformninger, fx klinkbeklædning, beklædninger samlet med fer og not og en-på-to beklædning.
Figur 38 a-c viser tre Eksempler på lette ydervægge med ventileret regnskærm. Skeletkonstruktion kan være af træregler eller stålprofiler.
Figur 39. Eksempler på lette ydervægge med ventileret regnskærm. Skeletkonstruktion kan være af træregler eller stålprofiler.
  1. Træskeletvæg med vandret træbeklædning.
  2. Træskeletvæg med vandret monteret pladebeklædning.
  3. Skeletvæg med slidsede stålprofiler og lodret monteret pladebeklædning udvendigt. 

Brandkrav

Udvendige overflader på lette ydervægge i småhuse bør udføres mindst som beklædning klasse K1 10 D-s2,d2 eller overflade klasse D-s2,d2. En ventileret regnskærm kan anvendes uden på en ydervæg med mindst en beklædning klasse K1 10 B-s1,d0, og regnskærm (inkl. ophængningssystem) bør udføres som mindst klasse D-s2,d2. Indvendig beklædning af lette ydervægge bør udføres mindst som beklædning klasse K1 10 D-s2,d2 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).
Eksempler på hvilke materialer og beklædninger, der opfylder kravene efter tidligere brandtekniske klassifikationer fremgår af tabel 10 og tabel 11. Der er ikke fuldstændig overensstemmelse mellem den tidligere og nugældende brandklassifikation. Mens den tidligere klassifikation ikke var produktspecifik, sådan som det fremgår af tabel 10 og tabel 11, kræver de nye klassifikationsregler en afprøvning efter en relevant produktspecifik standard. Derfor er tabel 10 og tabel 11 kun vejledende, og det er nødvendigt at kontrollere producentens mærkning af materialet/beklædningen. Nogle produkter kan have en bedre brandteknisk klassifikation end det umiddelbart fremgår af tabellerne, mens andre kan være uden mærkning eller af ringere kvalitet.
Når den lette ydervæg er del af den bærende konstruktion, skal den udføres mindst som bygningsdel klasse R 30 for småhuse i én etage og for småhuse i to etager skal den nederste etages ydervæg mindst være bygningsdel klasse R 60 og den øverste mindst klasse R 30 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).
Detaljeret vejledning til brandsikring af småhuse kan findes i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).
Eksempler på sikring mod brandspredning mellem sammenbyggede enfamiliehuse via lette ydervægge med ventileret regnskærm er desuden for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion (de Place Hansen et al., 2015) og TRÆ 71, Brandsikre bygningsdele (Træinformation, 2015).
Tabel 10. Vejledende eksempler på brandteknisk klassifikation af væg- og loftsbeklædninger efter tidligere brandteknisk klassifikationssystem. Sammenlignelige nye betegnelser er angivet i firkantet parentes. Producentens mærkning skal dog kontrolleres. Efter Bygningsreglement 1995, Bilag 3 (Bygge- og Boligstyrelsen, 1995).
Beklædningsklasse
Beklædning
Klasse 1 beklædning
[sammenlignelig m.
K1 10 B-s1,d0]
Rør og 12 mm kalkpuds
9 mm gipskartonplader
9 mm gipskompositplader 1)
9 mm gennembrandimprægnerede krydsfinerplader
21 mm sammenpløjede, gennembrandimprægnerede brædder
B-s1,d0 [Klasse A] materialer eller A2-s1,d0 [ubrændbare] materialer, min. 9 mm tykke
Klasse 2 beklædning
[sammenlignelig m.
K1 10 D-s2,d2]
21 mm sammenpløjede brædder med en rumvægt på mindst 400 kg/m3
15 mm sammenpløjede brædder med en rumvægt på mindst 400 kg/m3
og med højst 25 mm bagvedliggende hulrum
9 mm spånplader med en rumvægt på mindst 600 kg/m3
9 mm træfiberplader med en rumvægt på mindst 600 kg/m3
9 mm krydsfinerplader med en rumvægt på mindst 500 kg/m3
D-s2,d2 [Klasse B] materialer, min. 9 mm tykke
  1. Kilde: Produktgodkendelser på gipspladeproducenters hjemmesider. 
Tabel 11. Vejledende materialeklasser for de mest almindelige materialer. Sammenlignelige nye betegnelser er angivet i firkantet parentes. Producentens mærkning skal dog kontrolleres (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2000 & Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).
Materialeklasse
Materiale
Ubrændbare materialer 1)
[sammenlignelig m.
A2-s1,d0]
Metaller: aluminium, stål, kobber, zink og bly
Gipskartonplader, gipskompositplader 2)
Mineralske materialer: Natursten, glas, keramik, tegl, mørtel, beton, letbeton, fibercement, mineraluld
Klasse A
[sammenlignelig m.
B-s1,d0]
Gennembrandimprægneret træ (brædder mv.)
Gennembrandimprægnerede spånplader, træfiberplader og krydsfinerplader
Træuldbetonplader
Fibergipsplader
Klasse B
[sammenlignelig m.
D-s2,d2]
Træ (brædder mv.) med densitet på mindst 400 kg/m3
Spånplader med densitet på mindst 600 kg/m3
Træfiberplader med densitet på mindst 600 kg/m3
Krydsfinerplader med densitet på mindst 500 kg/m3
  1. Materialerne skal være homogene og højst have et indhold af organiske materialer på 1 %.
  2. Kilde: Produktgodkendelser på gipspladeproducenters hjemmesider. 

Ventilation af træbeklædning

Normalt opbygges lette ydervægge, så der er et hulrum mellem beklædning og vindspærre. Nødvendigheden af at ventilere hulrummet, afhænger af beklædningen og fugtbelastningen. Især træbeklædninger er følsomme over for fugt, da de er opbygget af organisk materiale, som nedbrydes ved for store fugtpåvirkning. For bræddebeklædninger er ventilation ikke nødvendig, hvis følgende dele alle er opfyldt (Træinformation, 2008a):
  • Spalten i hulrummet er mindst 20 mm
  • Ydervæggen er udført med tæt dampspærre
  • Vindspærren er diffusionsåben med en Z-værdi afpasset efter dampspærren, dvs. højst 1/10 af dampspærrens Z-værdi. Ofte anvendes vindspærrer med en Z-værdi under 10 GPa s m2/kg.
Men hulrummet bør altid ventileres i følgende tilfælde (Træinformation, 2008a):
  • Hvor dampspærre eller lufttætning er ukendt/mangelfuld.
  • Beklædningen er tæt, fx træplader eller træbeklædning samlet med fer og not, hvis:
    • beklædningen er særlig udsat for fugt, fx pga. ekstraordinær store fugt- og vindpåvirkninger.
    • der er stor risiko for opfugtning indefra, fx hvis beklædningen er uden på letbeton omkring vådrum uden tilstrækkelig dampspærre.
Ventilation skal ske mellem åbninger placeret i top og bund af facaden. Ventilationen må ikke hindres, og derfor bør spalten mellem beklædning og vindspærre være mindst 20 mm. Bag vandret siddende afstandslister bør, der være en afstand på mindst 12 mm ind til vindspærren. Ventilationsåbningernes størrelse bør være ca. 0,25 % af facadehøjden, fx 7,5 mm åbning ved en 3000 mm høj facade. Hvis der anvendes insektnet eller musestop i ventilationsspalte, skal der kompenseres for det reducerede areal.
For yderligere oplysninger om opbygning af træbeklædte facader, herunder brandklassifikation henvises til Træ 55, Træfacader (Træinformation, 2008a).

Ventilation af pladebeklædning

Anvendes der andre typer plademateriale end træbaserede, fx metalplader eller cementbaserede plader, som regnskærm kan denne for eksempel udføres med åbne fuger. Her gælder følgende (Brandt, 2013):
  • Regnskærmens åbninger til det fri bør udgøre 0,25-0,5 % af regnskærmens areal. Spaltebredden mellem pladerne bør være 5-6 mm.
  • Det ventilerede hulrum bør være mindst 20 mm. Bag vandrette afstandslægter eller lignende er en afstand på mindst 12 mm dog acceptabel.
  • Ved lodret fuge skal det forhindres, at regn kan trænge gennem den åbne fuge til vindspærren, se figur 40.
  • Det skal sikres, at der ikke sker ophobning af vand i bunden af det ventilerede hulrum. Dette kan for eksempel ske ved drænhuller eller ved at placere et inddækningsprofil med fald på mindst 1:50 udefter. Inddækningshøjden bør være mindst 50 mm, og vindspærren føres uden på inddækningsprofilet, så vand ledes væk. Se figur 40.
Figur 40 viser inddækning af vandret ventilationsåbning med metalprofil.
Figur 40. Inddækning af vandret ventilationsåbning med metalprofil. Tæthed over lodret fuge sikres ved samling over afstandsprofil med profileret tætningsbånd. 
En ventileret pladebeklædning kan også afsluttes med armeret tyndpuds, hvorved der kan opnås en ensartet, plan overflade. Ved denne type løsninger anvendes der normalt systemløsninger, der eksempelvis kan indeholde:
  • Uorganisk pladebeklædning med ventilation bag
  • Forstærkningsprofiler omkring hjørner og false
  • Armeringsvæv til opsætning ved hjørner ved døre og vinduer for at reducere risiko for revnedannelser. Vævet klæbes fast med specialklæber
  • Pudslag
  • Armeringsvæv ilagt med overlap i den friske puds, men så den ligger yderst
  • Endnu et lag dækkende puds
  • Slutpuds eller overfladebehandling. 
Det er vigtigt at følge leverandørens anvisninger for systemet, herunder forudsætninger og anvisninger for detaljer, da der ellers er stor risiko for fejl. Ofte vil leverandørens anvisninger indeholde oplysninger om, hvor ekstra opmærksomhed er nødvendig. 

Vindspærre

Bag regnskærmen monteres en vindspærre, hvis dampdiffusionstæthed (Z-værdi) højst må være 1/10 af Z-værdien for væggens dampspærre. Afhængig af facadebeklædningen og væggens opbygning kan vindspærren være plademateriale, banevare eller en integreret del af varmeisoleringsmaterialet. Vindspærren skal i nogle tilfælde fungere som midlertidig regnskærm, indtil facadebeklædningen opsættes. Vindspærren skal i givet fald vælges, så den kan tåle regn og UV-lys i den periode, hvor den forventes at stå ubeskyttet mod vejrliget. Desuden vil vindspærren i driftssituationen befinde sig i et miljø, hvor der ofte vil være en høj relativ luftfugtighed.
For nærmere beskrivelse af vindspærrens funktion se afsnit 2.4, Vindspærre.
Ved anvendelse af ventileret regnskærm er der krav til vindspærrens brandbeskyttelsesevne, se foregående afsnit Brandkrav. 

Varmeisolering

Væggen varmeisoleres – normalt mellem de lodrette stolper – i en tykkelse som beregnet ved en energiberegning. Se også afsnit 1.4.1, Krav til energiberegninger.
For nærmere beskrivelse af varmeisoleringens egenskaber, se afsnit 2.5, Varmeisolering.

Dampspærre

På varmeisoleringens varme side etableres en dampspærre, fx i form af en folie. Det vil ofte være hensigtsmæssigt at placere dampspærren op til 1/3 inde i varmeisoleringen regnet fra den varme side. Herved ligger dampspærren beskyttet, og der kan trækkes installationer i varmeisoleringslaget på den varme side af dampspærren. 
Dampspærren fungerer normalt også som husets tæthedsplan, derfor er dens tæthed meget væsentlig både af energihensyn, så der ikke tabes varme ved luftstrømning gennem utætheder, og af fugthensyn, så varm fugtig luft ikke kan trænge ud gennem væggen. Hvis fugtig rumluft trænger ud gennem utætheder, kan der ske opfugtning, fordi luften afkøles på sin vej gennem konstruktionen, hvorved den relative luftfugtighed bliver meget høj. I værste fald kan der opstå kondens. Begge dele påvirker konstruktionens holdbarhed negativt og kan resultere i indeklimaproblemer.
Samlinger af baner af dampspærrefolie skal udføres med mindst 50 mm overlap og klæbes eller tapes over fast underlag, se figur 41. Tapen bør være mindst 40 mm bred. Der hvor dampspærren ikke samles, men blot skal fastholdes til for eksempel et træskelet, kan dampspærren fastholdes med klammer, som anbringes på langs i lige linje og i forlængelse af hinanden med ca. 100 mm afstand mellem hinanden. 
For nærmere beskrivelse af dampspærre se afsnit 2.6, Dampspærre.

Indvendig beklædning

Ydervæggen sluttes af med en indvendig beklædning med et eller to lag plademateriale, fx krydsfiner, OSB eller gips, hvorpå der kan påføres en overfladebehandling. Der bør her tages hensyn til, at der kan være forskelle i materialebevægelser, som kan medføre øget risiko for revnedannelse i den færdige overflade. Dette kan for eksempel ske ved kombination af træ og gipsplader. For spånplader eller OSB-plader er fugtbevægelserne i pladerne væsentlig større end for krydsfiner.
Figur 41a+b viser eksempler på samling af to baner dampspærrefolie med lodret stolpe som fast underlag.
Figur 41. Eksempler på samling af to baner dampspærrefolie med lodret stolpe som fast underlag.
  1. Samling med tape.
  2. Samling med klæber. 

Samlinger

Hvis der anvendes præfabrikerede, lette facadeelementer vil der være behov for at samle de enkelte elementer. Elementerne leveres ofte som helvægselementer, og samlinger vil primært være koncentreret i hushjørner. 
Hvor der på lige stykker er behov for at samle elementer vil det typisk foregå ved at placere en isoleringspude af for eksempel mineraluld mellem de to elementer, der skal samles. Når elementerne monteres presses isoleringspuden sammen og samlingen afsluttes med et lukkestykke. Det skal sikres, at dampspærren føres forbi lukningen, så samlingen er damptæt. Typisk vil dampspærren fra de to elementer, der mødes, begge skulle føres ind i samlingen. Afhængigt af hvordan samlingen udføres, kan isoleringspuden være pakket ind i diffusionstæt eller diffusionsåben membran:
  • Diffusionsåben membran som isoleringspude anvendes, hvis der kun monteres isoleringspude på det ene element og dampspærren fra dette element føres over isoleringspuden, således at de to dampspærrer mødes og klemmes af puden.
  • Diffusionstæt membran som isoleringspude anvendes, hvis dampspærrerne føres direkte ind over træet, og isoleringspuder placeres uden på dampspærrerne for herefter at presses sammen.
Der kan anvendes andre løsninger. Valget vil blandt andet afhænge af hvilke krav, der er til tolerancer. For yderligere beskrivelser af samlinger ved træelementer henvises for eksempel til Træ 68, Facade-elementer (Træinformation, 2013b). 
For yderligere information om opbygning af lette ydervægge og udvendige beklædninger henvises til Træ 55, Træfacader (Træinformation, 2008a) og Træ 56, Træskelethuse (Træinformation, 2008b).

Eksempel: YV 2: Let ydervæg med bærende skelet

Figur 42. Eksempel på samling ved sokkel og terrændæk med let ydervæg med bærende skelet, her vist som træskelet.
Figur 42. Eksempel på samling ved sokkel og terrændæk med let ydervæg med bærende skelet, her vist som træskelet. Sokkel kan også udføres som vist på figur 27. Normalt vil fundamentblokke af letklinkerbeton med bredden 150 mm være tilstrækkelig som soklens bærende del ved tungt terrændæk.
  1. Facadebeklædning, fx træ eller plader af metal, fibercement eller pudseplade med tyndpuds. Brandsikring kan være afgørende for hvilken type, der kan vælges. Facadebeklædning skal vælges, så den passer sammen med vindspærren.
  2. Hulrum. For at forhindre at slagregn trænger ind til vindspærren, etableres et hulrum på mindst 20 mm. Hulrummet bør i nogle tilfælde ventileres. I så fald kan det accepteres, at afstanden bag vandrette afstandslægter kun er 12 mm. Hulrum bag regnskærm skal sikres mod indtrængen af for eksempel mus.
  3. Vindspærre udføres af diffusionsåbent materiale, der typisk er vandafvisende. Små mængder vand, der måtte trænge ind gennem facadebeklædningen, vil derfor løbe ned ad vindspærren til fugtspærren i bunden af vægkonstruktionen, som leder vandet ud. Vindspærren skal vælges, så den passer sammen med facadebeklædningen. Brandsikring kan være afgørende for hvilken type, der kan vælges. 
  4. Skeletvæg med varmeisolering vil normalt være udført af træ eller stål. Træstolper kan udføres af massivt træ, men kan også være udført som sammensatte stolper, fx to træstolper samlet med en krydsfinersplade, hvor hulrummet er udfyldt med isoleringsmateriale. Mellem søjlerne anbringes varmeisoleringsmateriale, hvis tykkelse bestemmes af energiberegningen. Kravet til varmeisolering er normalt dimensionsgivende for vægtykkelsen. Flere lag af varmeisolering placeres med forskudte samlinger. Ved trækonstruktioner har krydslægtning kun ringe varmeteknisk betydning, og påforinger til installationslag kan udføres direkte på stolperne. Anvendes der plader, som fungerer som skiver, vil skivevirkningen dog være afhængig af, hvordan pladerne understøttes. Den bærende del bør brandteknisk være mindst materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale], materialer af ringere brandteknisk materialeklasse kan kun anvendes under visse betingelser, der henvises til Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).
  5. Dampspærre anbringes på væggens varme side, dvs. så maksimalt 1/3 af væggens varmeisolering ligger på den varme side af dampspærren. Af montagehensyn er det praktisk, at dampspærren ligger et stykke inde i væggen bag den indvendige beklædning, da det mindsker risikoen for perforering af dampspærren både i bygge- og driftsfasen. Dampspærren bør have en Z-værdi på mindst 50 GPa s m2/kg, med mindre det for eksempel ved beregning kan eftervises, at en mindre værdi er forsvarlig.
  6. Installationslag er den inderste del af varmeisoleringslaget på den varme side af dampspærren. Installationslaget kan anvendes til trækning af installationer, fx elkabler. Der isoleres i områder, hvor der ikke er installationer.
  7. Indvendig beklædning består normalt af et eller to lag pladebeklædning, fx krydsfiner, OSB eller gips. Der bør her tages hensyn til, at der kan være forskelle i materialebevægelser, som kan medføre øget risiko for revnedannelse i den færdige overflade. Dette kan for eksempel ske ved kombination af træ og gipsplader. Det skal om nødvendigt sikres, at skelettet eller bagbeklædningen har tilstrækkelig skivevirkning. Af brandhensyn skal beklædningen mindst være som beklædning klasse K1 10 D-s2,d2 [klasse 2 beklædning], se tabel 10.
  8. Fugtspærre mellem fundament og ydervæg udføres for eksempel af asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med dæk over terræn, så konstruktionen bliver lufttæt mod jord. 

7.2.3 Kombinationer af lette og tunge ydervægge

I nogle tilfælde anvendes ydervægge, der er kombinationer af en let og tung konstruktion. Disse kan både være i form af lette, bærende vægge med en tung formur/skalmur, eller som en tung bærende bagvæg med en let beklædning, fx en udvendig skeletkonstruktion med isolering og regnskærm, se figur 43.
Figur 43 a-c viser tre eksemplerpå ydervægge med kombination af tunge og lette konstruktioner.
Figur 43. Eksempler på ydervægge med kombination af tunge og lette konstruktioner.
  1. Ydervæg med bærende bagvæg af beton, letklinkerbeton eller porebeton, hvor varmeisoleringslaget fastholdes af skeletkonstruktion, af træregler eller slidsede stålprofiler, der afsluttes med vindspærre og ventileret regnskærm.
  2. Ydervæg med bagvæg af beton, letklinkerbeton eller porebeton, hvortil trykfast varmeisolering er fastgjort med klæber og/eller skruer. Yderst afsluttes med systempuds.
  3. Ydervæg med bærende bagvæg af varmeisoleret træ- eller stålskelet, der yderst afsluttes med skalmur. 
Anvendes en ventileret regnskærm gælder de samme principper om materialer, ventilation og brand som beskrevet for ventilerede regnskærme ved lette ydervægge, se afsnit 7.2.2 Lette ydervægge.
Hvis der pudses direkte på isoleringen, bør der vælges en systemløsning, hvor det er vigtigt at følge leverandørens anvisninger for systemet, herunder forudsætninger og anvisninger for detaljer, da der ellers er stor risiko for fejl. Ofte vil leverandørens anvisninger indeholde oplysninger om, hvor ekstra opmærksomhed er nødvendig.
En systemløsning kan eksempelvis indeholde:
  • Forstærkningsprofiler omkring hjørner og false.
  • Armeringsvæv til opsætning ved hjørner ved døre og vinduer for at reducere risiko for revnedannelser. Vævet klæbes fast med specialklæber.
  • Pudslag.
  • Armeringsvæv ilagt med overlap i den friske puds, men så den ligger yderst.
  • Endnu et lag dækkende puds.
  • Slutpuds eller overfladebehandling. 

Eksempel YV 3: Skeletvæg med skalmur

Figur 44.Eksempel på ydervæg, hvor en let bærende skeletvæg er kombineret med tung skalmur af tegl.
Figur 44. Eksempel på ydervæg, hvor en let bærende skeletvæg er kombineret med tung skalmur af tegl. Skalmur kan også være andre materialer, fx pudset porebeton. Vindspærre kan eventuelt udelades afhængig af afdækningen af byggeriet i byggefasen.
  1. Formur fungerer som husets regnskærm og er typisk af teglsten, men kan også være af andet mineralsk materiale. Formuren udføres typisk som en halvstensvæg. Formuren kan være overfladebehandlet, fx malebehandlet, pudset, filtset, sække- eller vandskuret. 
  2. Afstand mellem murværk og bærende skelet. Halvstensmure er ikke tætte over for slagregn, og det skal forhindres, at slagregn trænger ind til skeletkonstruktionen. Ved skalmurede ydervægge sikres dette ved at udføre et hulrum mellem formuren og skeletvæg. Hulrummet skal ved træskeletvægge være mindst 50 mm for at sikre, at mørtelrester ikke kommer til at røre træskelettet. Under opmuringen skal det sikres, at mørtel ikke fylder hulrummet i bunden. Ved uorganisk skelet, eksempelvis stål, kan afstanden reduceres til mindst 20 mm. Ved et træskelet og teglstensskalmur bør hulrummets kontakt til udeluften sikres ved for eksempel, at hver 3. studsfuge i formuren kradses ud i bunden af murværket lige over det fugtstandsende lag. 
  3. Eventuelt vindspærre. Vindspærren udføres af diffusionsåbent materiale, der typisk er vandafvisende. Små mængder vand, der måtte trænge ind gennem formuren, vil derfor løbe ned ad vindspærren til fugtspærren/murpappen i bunden af vægkonstruktionen, som leder vandet ud. Vindspærren skal vælges, så den passer sammen med facadebeklædningen. Kan eventuelt udelades, hvis væggen holdes tør, indtil formuren er opført.
  4. Bærende skeletvæg med varmeisolering. Det bærende skelet vil normalt blive udført af træ eller stål. Træstolper kan udføres af massivt træ, men kan også være udført som sammensatte stolper, fx to træstolper samlet med en krydsfinersplade, hvor hulrummet er udfyldt med isoleringsmateriale. Mellem søjlerne anbringes varmeisoleringsmateriale, hvis tykkelse bestemmes af energiberegningen. Kravet til varmeisolering er normalt dimensionsgivende for vægtykkelsen. Flere lag af varmeisolering placeres med forskudte samlinger. Ved trækonstruktioner har krydslægtning kun ringe varmeteknisk betydning, og påforinger til installationslag kan udføres direkte på stolperne. Anvendes der plader, som fungerer som skiver, vil skivevirkningen dog være afhængig af, hvordan pladerne understøttes. Den bærende del bør brandteknisk være mindst materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale], materialer af ringere brandteknisk materialeklasse kan kun anvendes under visse betingelser, der henvises til Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).
  5. Dampspærre anbringes på væggens varme side, dvs. så maksimalt 1/3 af væggens isolans ligger på den varme side af dampspærren. Af montagehensyn er det praktisk, at dampspærren ligger et stykke inde i væggen bag den indvendige beklædning, da det mindsker risikoen for perforering af dampspærren både i bygge- og driftsfasen. Dampspærren bør have en Z-værdi på mindst 50 GPa s m2/kg, med mindre det for eksempel ved beregning kan eftervises, at en mindre værdi er forsvarlig.
  6. Installationslag er den inderste del af varmeisoleringslaget på den varme side af dampspærren. Installationslaget kan anvendes til trækning af installationer, fx elkabler. Der isoleres i områder, hvor der ikke er installationer.
  7. Indvendig beklædning består normalt af et eller to lag pladebeklædning, fx krydsfiner, OSB eller gips. Der bør her tages hensyn til, at der kan være forskelle i materialebevægelser, som kan medføre øget risiko for revnedannelse i den færdige overflade. Dette kan for eksempel ske ved kombination af træ og gipsplader. Det skal om nødvendigt sikres, at skelettet eller bagbeklædningen har tilstrækkelig skivevirkning. Af brandhensyn skal beklædningen mindst være som beklædning klasse K1 10 D-s2,d2 [klasse 2 beklædning], se tabel 10.
  8. Fugtspærre mellem fundament og ydervæg, fx af asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med dæk over terræn, så konstruktionen bliver lufttæt mod jord. Der etableres også fugtspærre, der leder vand ud fra hulrum i ydervæggen.

Eksempel YV 4: Tung bagvæg med beklædning

Figur 45. Eksempel på kombination af tung bagvæg og let yderbeklædning. Anv277_Fig_001.svg
Figur 45. Eksempel på kombination af tung bagvæg og let yderbeklædning. a) Skeletvæg udført som en ventileret konstruktion med beklædning/regnskærm af brædder eller plademateriale. b) Uventileret løsning, fx systempuds påført direkte på varmeisolering, der er klæbet og mekanisk fastgjort til bagvæg. 
  1. a) Facadebeklædning. Beklædning, fx træ eller plader af metal eller fibercement. Der kan også anvendes pudsbærende plader. Brandhensyn kan være afgørende for hvilken type, der kan vælges. Facadebeklædning og vindspærre skal vælges, så de passer sammen.
  2. a) Hulrum. For at forhindre at slagregn trænger ind til vindspærren, etableres et hulrum på mindst 20 mm. Hulrummet bør i nogle tilfælde ventileres. I så fald kan det accepteres, at afstanden bag vandrette bærelægter er kun er 12 mm.
  3. a) Vindspærre udføres af diffusionsåbent materiale, der typisk er vandafvisende. Små mængder vand, der måtte trænge ind gennem facadebeklædningen, vil derfor løbe ned ad vindspærren til fugtspærren/murpappen i bunden af vægkonstruktionen, som leder vandet ud. Vindspærren skal vælges, så den passer sammen med facadebeklædningen.
  4. b) Puds. Som yderste lag anvendes et egnet pudssystem normalt med finpuds yderst og grovpuds inderst. Leverandørens anvisninger bør følges, og tilhørende systemer med forstærkningsprofiler, inddækninger m.m. anvendes. Eventuelt kan pudsen males med diffusionsåben maling.
  5. Varmeisolering. Tykkelse afhænger af isoleringsmaterialet og energiberegningen. a) Fastholdes i en skeletkonstruktion eller b) klæbes og skrues direkte på tung bagvæg. Isoleringsmaterialet bør normalt kunne tåle fugt, da der kan ske en mindre opfugtning gennem pudsen.
  6. Bagvæg udføres normalt af letbeton eller tegl, men kan dog også være af andet mineralsk materiale. Bagvæggen er normalt 100-150 mm tyk afhængigt af materialet og de (lodrette) kræfter, der skal optages. 
  7. Fugtspærre mellem fundament og ydervæg, fx asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med dæk over terræn, så konstruktionen bliver lufttæt mod jord. Der etableres også fugtspærre, der leder vand ud fra hulrum i ydervæggen.

7.3 Kontrol

En velfungerende ydervæg opnås kun, hvis den projekteres og udføres korrekt. Nedenstående forhold bør kontrolleres inden udførelse og under udførelse. Listerne er ikke udtømmende, men omfatter forhold, hvor svigt erfaringsmæssigt kan medføre væsentlige skader.

7.3.1 Kontrol inden udførelse

  • Har væggene den fornødne varmeisoleringsevne?
  • Er der sikret konstruktiv bortledning af vand ved inddækninger, beklædninger, sålbænke m.m.?
  • Er der taget forholdsregler til sikring af, at vand, der måtte trænge igennem regnskærmen, kan ledes væk fra konstruktionen?
  • Er der taget forholdsregler til sikring af ydervæggen mod opfugtning i byggeperioden?
  • Er ydervæggen projekteret tilstrækkelig lufttæt?
  • Er ydervæggen projekteret, så den vurderes at blive tilstrækkelig tæt over for vanddamp?
  • Er samlinger i konstruktionsdele, herunder dampspærren, projekteret tilstrækkelig tætte, fx samlet over fast underlag?
  • Hvis der er tale om en ventileret konstruktion, er ventilationsåbningerne så lavet tilstrækkeligt store til, at forudsete tolerancer kan optages?
  • Hvis der er anvendt pudsløsning, er der så valgt et sammenhørende system, inklusiv forstærkningsprofiler, inddækninger m.m.? 
  • Er afslutninger mod fundament og mod tag gennemtegnet?
  • Er det sikret, at fugt ikke kan lukkes inde i konstruktionen?
  • Er der planlagt tilstrækkeligt med fugtmålinger til, at fugtforholdene kan dokumenteres? 
  • Er der taget stilling til, hvordan udtørring af byggefugt skal ske, så det sikres, at afsluttende arbejder kan foretages inden for tidsplanen.

7.3.2 Kontrol under udførelse og inden aflevering

  • Er ydervæggen udført som projekteret? Hvis ikke skal ændringer dokumenteres.
  • Er dampspærren blevet beskadiget? I givet fald er den udbedret?
  • Er eventuelle ventilationsåbninger friholdt, så den projekterede ventilation er sikret?
  • Er fugtniveauet tilstrækkeligt lavt til, at der ikke er risiko for skimmelvækst ved indflytning?
  • Er byggefugt håndteret, så der ikke er risiko for skader på andre bygningsdele? 
  • Er det dokumenteret, at fugtniveauet var tilstrækkelig lavt inden afsluttende arbejder, fx malearbejde og gulvlægning, blev påbegyndt?